"Emils mor havde ganske ret, når hun sagde, at Emil var en sød dreng, og at han så ud som en engel med sit hvide uldhår og sine fromme, blå øjne. Vist var Emil sød - men han kunne sandelig overkomme så mange skarnsstreger, det skulle være. Som nu dengang han kravlede op gennem skorstenen. Eller den dag hans far blev væk på markedet i Vimmerby, og Emil kravlede op i toppen af en flagstang og skreg af sine lungers fulde kraft: ""Er der nogen, der kender den lille dreng her - for hans far er blevet borte!"""
