Lars Bundgaard, Anton Knopper, Jens Røn og Thomas Jensen var omkring de fyrre. Nej, de havde langt til støvets år, og ingen af dem kom vel til at lide nød. Gud havde nok udvej for dem, og uden ham gaves ingen jordisk fremgang, det vidste man tilfulde.

Vesterhavsfiskerne vidste, hvad de vidste. Gud havde pisket dem med vestenvind, undergang og fattigdom. Fiskeriet var slået fejl år efter år, sandflugt og havgus havde hærget sognet, og brødre og venner var druknede for deres øjne. Kun eet var sikkert: Guds ord. Kun eet gav kraft: Guds nåde. Lagde man ikke sin byrde på Jesu skuldre, var jordelivet ikke til at leve.
Nede ved stranden pylrede ryler, og mågerne fløj skrigende efter fisk. Børnene soppede i vandkanten og fangede kujer og hundestejler i bitte ruser, og køerne græssede tålmodigt på engene. Lidt ude i vandet groede røde og violette alger, og i solen var de tjærede pramme skinnende sorte. En regnbyge trak hen over fjorden, og fiskerne gik i læ bag et skur.

Med ham var det alvor. Han var en fører, ukuelig i blidhed, ubøjelig i strenghed, klog og klar og stædig. Pastor Brink følte sig med et så blød i knoglerne.