Pablo Neruda

Dagen i dag var et bredfuldt bæger,
dagen i dag var den vældige bølge,
i dag, det var hele jorden.
I dag hævede det stormfulde hav
os så højt i et kys,
at vi skælvede
ved glimtet af et lyn,
og, forskræmte, sank vi
mod bunden i hinandens favntag.
I dag strakte vore kroppe sig vældigt,
voksede til verdens ende
og smeltede hvirvlende sammen
i en eneste dråbe
af voks eller stjerneskud.
En ny dør gik op mellem dig og mig,
og en eller anden, endnu uden ansigt,
sad og ventede på os dér