da

Stefan Zweig

  • Allan Andersenalıntı yaptı7 ay önce
    Tryghedens århundrede blev forsikringsvæsenets gyldne tid. Man forsikrede hus og hjem mod indbrud og ildsvåde, sin jord mod hagl og uvejrsskader, sit legeme mod sygdom og ulykkestilfælde; man købte sig livrente med henblik på alderdommen, og sin lille datter i vuggen skænkede man en police på fremtidig medgift. Til sidst organiserede arbejderne sig og erobrede normaliseret løn og sygekasser; tjenere og tjenestepiger opsparede sig en alderdomsforsikring og indbetalte forud i en begravelseskasse beløbet til egen jordefærd. Kun den, der ubekymret kunne se fremtiden i møde, nød veltilpas nutiden.
  • Allan Andersenalıntı yaptı7 ay önce
    Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige »fremskridt« havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette »fremskridt« end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig.
  • Allan Andersenalıntı yaptı7 ay önce
    Intet er mere forkert. Det: at blive rig betyder for jøden kun et mellemstadium, et middel til at nå det sande mål, og på ingen måde det virkelige mål. Jødens egentlige og dybeste ønske og immanente ideal er det: at kunne svinge sig op til åndsniveauet og et højere kulturelt samfundslag.
  • Allan Andersenalıntı yaptı6 ay önce
    længe det endnu ikke lød på tugthus eller koncentrationslejr, blev mine bøger (i årene 1933 og 1934) trods alle vanskeligheder og chikanerier solgt næsten lige så talrigt som før. Den grandiose forordning »til det tyske folks værn« (»zum Schutz des deutschen Volkes«), der erklærede tryk, salg og spredning af vore bøger for statsforbrydere, måtte først gøres til lov, for at man med vold kunne få os trukket bort fra de hundredtusinder og millioner af tyskere, der endnu den dag i dag – hvis de måtte – hellere ville læse os og følge os i vort arbejde end alle de pludselige opreklamerede » Blut-und-Boden«-digtere.
    At få lov til at dele denne skæbne: den fuldstændige litterære eksistenstilintetgørelse i Tyskland med så eminente samtidige som Thomas Mann, Heinrich Mann, Franz Werfel, Freud, Einstein og mange andre, hvis arbejder jeg finder ulige vigtigere end mine egne, har jeg snarere følt som en ære end som en skam, og enhver martyrgestus er mig i den grad imod, at jeg kun ugerne omtaler, hvordan jeg blev draget med ind i den fælles skæbne.
  • Mkpcom73alıntı yaptı2 yıl önce
    Leben und leben lassen« var den berømte wiener grundsætning, og den forekommer mig endnu den dag i dag mere human
  • Erik Johansen Jappealıntı yaptı12 gün önce
    Enhver sand kunstner henlever den største halvdel af sit liv i ensomhed og tvekamp med sit skaberværk - kun den uproduktive, den rene nyder, den, der lever livet for livets skyld, er i stand til at give sig helt hen i den umiddelbare virkelighed, til at være fri og rundhåndet. Den, der sætter sig mål, går udenom tilfældet: enhver kunstner skaber for det meste kun det, han forsømte at opleve.

    De letsindige livsnydere derimod, deres modspillere, savner næsten altid evner til at udforme de mangfoldige oplevelser. De fortaber sig i øjeblikket, og dermed går dette øjeblik tabt for alle andre, mens kunstneren forstår at forevige selv den mindste oplevelse.
  • Erik Johansen Jappealıntı yaptı12 gün önce
    Prøv at forklare ham moralske eller jordiske forpligtelser - han vil forstå ligeså lidt af det som en neger af metafysik.
  • Erik Johansen Jappealıntı yaptı11 gün önce
    Han forårsager ingen sammenbrud, ingen fortvivlelse, han har gjort mange kvinder lykkelige og ingen hysterisk; fra dette rent sanselige eventyr vender de ubeskadigede tilbage til hverdagen, enten til deres mænd eller til andre elskere. Han stryger henover dem alle som en tropisk vind, der får dem til at blomstre op til hedere sanselighed. Han får dem til at gløde, men brænder dem ikke, han erobrer uden at tilintetgøre, han forfører uden at ødelægge, og netop fordi hans erotik foregår i overhudens fastere væv og ikke i den virkelige sjæl, der er lettere at beskadige, afføder hans erobringer ingen katastrofer.
  • Erik Johansen Jappealıntı yaptı11 gün önce
    Den, der har sammensvoret sig med det åndelige, oplever selv efter livets middagshøjde og helt ind i den patriarkalske alder (Goethe!) klaringer og forklaringer. Selv når blodet er kølnet, svinger han sig op til intellektuelle opdagelser og overraskelser, og den dristige, højnende leg med begrebet holder ham skadesløs for legemets formindskede spændkraft. Det rent sanseligt indstillede menneske derimod, der indvendig kun sættes i sving af begivenhedernes gang, bliver stående som et møllehjul i en udtørret bæk.
  • Erik Johansen Jappealıntı yaptı8 gün önce
    »Den vigtigste begivenhed, i et menneskes liv er det øjeblik, hvor det bliver sit eget jeg bevidst; følgerne af denne begivenhed kan enten være de mest velgørende eller de forfærdeligste.«
fb2epub
Dosyalarınızı sürükleyin ve bırakın (bir kerede en fazla 5 tane)