Lilian Munk Rösing

Man holdt øje med hvad naboerne anskaffede sig, og misundte dem disse tegn på succes der gav dem social status.

Når man til aftenmessen havde istemt vi forsager Djævelen og alle hans gerninger, vi tror på Jesus Kristus, kunne man fritage sig selv fra religionsudøvelse; så var man slået til kristen og udstyret med den nødvendige og tilstrækkelige bagage til at føle sig integreret i det herskende fællesskab samt en garanti for at der helt sikkert er noget efter døden.

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.