Pernille Melsted

Hvis ikke jeg havde kompromitteret min egen integritet og ansvarlighed ved at spise chokolade til morgenmad (når jeg havde svoret nul sukker) og køre min søn hjem uden cykelhjelm, så havde jeg formentlig set den gravide kvinde ryge sin cigaret og tænkt: Hold da op, puha, stakkels børn. Og så var jeg cyklet videre uden at bruge mere energi på episoden. Hvis jeg selv havde været ”ren”, havde jeg blot observeret. Ikke været i affekt på den måde.
Når andre mennesker har fri adgang til sider, vi ikke selv har adgang til – uanset om det er vildskab, fjollethed, naivitet, sårbarhed eller egoisme – eller når andre udviser adfærd, vi skammer os over i os selv, så mærker vi et stik af irritation, smerte eller sorg. Og for at dulme vores indre ubehag må vi finde en ydre måde at slippe af med smerten. Og det gør vi nemmest ved at pege fingre ad, finde fejl ved eller dømme den, der viser de karaktertræk eller den adfærd, vi ikke vil være ved eller finder usmagelig. Det kaldes at projicere.