Det var lidt den samme paniske fornemmelse, som når man stod ved trappen op til 5-meter vippen og vidste, at man lige om lidt ville gå derop, og at man så ville være nødt til at springe, selvom det virkede svimlende højt, når først man stod der.

eg har selvfølgelig vænnet mig både til hende og til ham, for jeg har jo kendt dem hele mit liv. Jeg kan godt se, at de ligner Skønheden og Udyret, men jeg havde aldrig sådan for alvor tænkt over det før den aften, da Folmer pludselig sagde noget, der fik mig til at spidse ører.
Samtalen var ellers kommet lidt pinligt fra start, men det gør samtaler med de voksne jo sådan cirka 90% af gangene.
– Nå, Malthe, sagde Folmer og betragtede mig, mens jeg let stønnende og med udspilet maveskind lænede mig tilbage i stolen. – Har du nogen kæreste for tiden?
Jeg rystede på hovedet. Ikke nogen kæreste. Jeg overvejede at forklare Folmer, hvor svært det er at få en kæreste, når man for det første er usynlig for pigerne, og for det andet ikke har begreb skabt om, hvad man skal sige til dem, hvis de endelig får øje på én. Men jeg var for mæt. Desuden var jeg alvorligt i tvivl om han ville for

stønnende