da

Nicole Boyle Rødtnes

    Mie Margrethe Erikstrupalıntı yaptı4 ay önce
    føler jeg et hårdt slag i hovedet, og alt bliver sort.
    Mie Margrethe Erikstrupalıntı yaptı4 ay önce
    Så føler jeg et hårdt slag i hovedet, og alt bliver sort
    David McIlfatrickalıntı yaptı2 yıl önce
    når vi frem til en rist
    David McIlfatrickalıntı yaptı2 yıl önce
    skraber mod de klæbrige vægge
    David McIlfatrickalıntı yaptı2 yıl önce
    som hænger som sorte bussemænd i hendes hår.
    Anne-Mette Kristiansenalıntı yaptı2 yıl önce
    Der lyder et skrig over mig. Jeg ser op. En sort skygge kommer nærmere. Skriget bliver endnu mere skingert. Det er som violinstrenge, der knækker. Som en angst, der eksploderer i stemmebåndet. Og jeg ser ham. Han ser mig og ser sløret. Han vil tage fra med hænderne. Men både han og jeg ved, at det ikke vil hjælpe. At han vil falde igennem. Ligesom så mange før ham.
    Tanken får alle musklerne i min krop til at spændes. Han falder direkte mod mig. Jeg springer til side. Så rammer han. Som en flodbølge kommer vibrationerne mod mig. De vælter mig om kuld. Sløret knager højt. Jeg drejer hovedet. Vil se efter ham, men hvor han var før, er der nu kun et kæmpe hul.
    Jeg kan stadig høre hans skrig, og jeg krabber mig derhen på maven for at se ned gennem hullet. En svag røg er allerede begyndt at stige op, fyldt med forurening og stråling.
    ”Hjælp …” Jeg hører en svag kalden.
    Jeg kravler nærmere og får øje på ham.
    Slørets tråde er blevet revet i stykker af hans fald. De er revnet og bøjer nedad. Han har grebet fat i en af de tråde. Men tråden er skarp og har skåret sig ind i hans håndflade, der nu er glat af blod. Hans greb glider, og han kæmper for at holde fast.
    ”Hjælp mig!” skriger han igen, da han ser mig.
    Jeg læner mig ind over hullet. Jeg kan mærke sløret give sig, og jeg skal være meget forsigtig for ikke selv at falde i.
    Imens er edderkopperne begyndt at strømme til.
    ”Tag min hånd!” siger jeg og forsøger at række den ned til ham.
    Vores fingrespidser strejfer. Men så giver sløret sig under mig, og jeg må rulle væk.
    ”Du må ikke gå!” råber han. ”Please, lad være med at gå.”
    Jeg nærmer mig forsigtigt kanten igen. Mine bevægelser får sløret til at bølge, så edderkopperne mister deres greb og falder ned.
    ”Bare rolig, jeg bliver her,” siger jeg. ”Jeg skal bare …”
    Jeg forsøger at læne mig ud over kanten igen, men sløret knager under min vægt. Det får endnu flere edderkopper til at falde ned, og hver gang de rammer ham, glider hans hånd endnu mere.
    ”Beskyt edderkopperne!” hører jeg over højtaleren. Jeg slår de nærmeste væk. De vælter om på ryggen og spræller med benene.
    Jeg kravler forsigtigt omkring hullet, finder det mest stabile sted og rækker igen hånden ned. Jeg nærmer mig hans hånd, men så falder endnu en række edderkopper og rammer ham direkte på hånden.
    Han skriger. Og falder længere ned. Helt uden for min rækkevidde.
    ”Jeg kan ikke nå!” råber jeg. ”Men hold fast, jeg skaffer hjælp.”
    ”Nej!” råber han. ”Bliv!”
    Desperationen i hans stemme får mig til at stoppe.
    ”Jeg kan ikke holde længere.” Hans stemme er lav.
    ”Jo, hold ud, jeg skaffer hjælp!” siger jeg, men jeg kan se, hvordan blodet strømmer fra hans fingre, og hans ansigt er sammenbidt af smerte.
    ”Jeg blev skubbet,” siger han. ”Ligesom de skubbede Rose. Nogen må stoppe dem.”
    ”Hvad taler du om? Hvem?”
    ”Jeg ved ikke hvem. De var ude efter vores forskning.”
    ”Hvilken slags forskning?”
    ”Alt, hvad du ved, er løgn,” siger han bare, og så glider hans hånd, og han forsvinder ned gennem hullet
    Anne-Mette Kristiansenalıntı yaptı2 yıl önce
    ”Fuck! Shay! Vi er løbet tør for sukker. Henter du noget på lageret?” spørger Bobby.
    Jeg skynder mig af sted, mens nyheden stadig summer i mit hoved. Endnu en af de rige, der røg gennem sløret. Og endda to søskende …
    Vi har lager nede på plan 2. Fordi lokaler er så dyre på de højere planer, har vi al opbevaring her, ligesom de fleste andre. Der er altid skummelt, også selvom det er dag. Heldigvis har jeg kniven på mig.
    Jeg går hurtigt af sted. Jeg har det, som om jeg bliver overvåget, men hver gang jeg vender mig om, er platformen tom. Alligevel er jeg ekstra omhyggelig med at holde hånden over koden, da jeg når lagerrummet. Døren bipper og går op. Bobby har betalt en formue for den her dør i et forsøg på at undgå indbrud. Hernede bliver alt, der kan brydes op, brudt op.
    Jeg finder en sæk med sukker, går jeg ud og smækker døren bag mig.
    Lige da jeg smider sækken op på ryggen, fornemmer jeg en skygge bag mig, og en kniv bliver presset mod min strube. Sækken falder på jorden med et brag, og en stemme hvisler tæt ved mit øre: ”Halløjsa, smukke. Nu ikke blive bange. Jeg skal bare bede om koden til lagerrummet. Så skal du nok få lov at beholde dit yndige luftrør.”
    Jeg synker og kan mærke bladet mod struben.
    ”Okay,” min stemme ryster. ”Bare fjern kniven. Den står på en seddel i min taske.”
    Han strammer grebet om mig.
    ”Nu skal du ikke prøve at snyde mig,” siger han. ”Du kiggede ikke på nogen seddel før.”
    Pis. Han har overvåget mig. Jeg må tænke hurtigt.
    Jeg lader, som om jeg snøfter.
    ”Jeg snyder ikke,” siger jeg og lader stemmen knække. ”Det er en sikkerhedslås. Der skal tastes endnu en kode, hvis man åbner døren to gange kort tid efter hinanden.”
    Han tøver.
    ”Please, lad være med at slå mig ihjel,” hvisker jeg med den mest skræmte pigestemme, jeg kan præstere.
    Det virker. Han fjerner langsomt kniven fra min strube og træder frem foran mig, som for at sikre sig, at jeg ikke stikker af. Han er ung, måske et par år ældre end mig, og ikke specielt stærk at se på. Med en kniv behøver man ikke at være stærk.
    Jeg tager langsomt tasken af. Jeg åbner lynlåsen og lader, som om jeg leder efter sedlen, men i stedet sender jeg et spark direkte mod hans skridt.
    Han er uforberedt og falder baglæns. Jeg hører kniven ramme jorden. Jeg kaster mig frem mod den, men han er hurtigere. Hans fingre låser sig om den, og jeg springer baglæns.
    ”Det var dumt,” hvæser han og justerer sine næsestropper til iltbeholderen. ”Sig koden nu, så sker der dig ikke noget.”
    ”Aldrig,” siger jeg.
    ”Jamen så …” Selvom han faktisk ser lidt skræmt ud, nærmer han sig med kniven og hugger ud efter mig. Jeg hopper væk. Bukker mig og trækker min egen kniv frem fra min støvle.
    Anne-Mette Kristiansenalıntı yaptı2 yıl önce
    Jeg er hjemme,” siger jeg og træder ind.
    I køkkenet sidder Troy, og inden jeg er kommet mig over overraskelsen, får jeg øje på Elton ved hans side. Han bløder fra læben og holder en plastikpose med is mod det ene øje. Gennem posen kan jeg se de blå og gule mærker under den hævede hud.
    ”Hvad er der sket?” spørger jeg.
    Elton kommer bare med et suk.
    ”Han blev overfaldet,” svarer Troy for ham.
    ”Åh nej,” siger jeg. ”Var det en tyv?”
    Elton ryster på hovedet, men stopper så med det samme igen, da det ser ud til at gøre hans smerter værre.
    ”Hvorfor overfaldt de dig så?” spørger jeg. Ni ud af ti overfald i byen handler om ilt.
    Elton siger ikke noget. Han er ikke typen, der ender i slagsmål.
    ”Var det på grund af brevet?” spørger jeg så.
    ”Hvilket brev?” spørger Troy og ser fra Elton til mig. Elton sender mig et blik, der tydeligt siger: Kunne du ikke godt have ladet være med at nævne det? Men jeg ignorerer det.
    ”Fortæl ham om brevet, Elton,” siger jeg i stedet.
    Der kommer endnu et suk fra Elton, inden han langsomt begynder.
    ”Det lyder mærkeligt,” siger Troy, da han har hørt historien til ende. ”Hvorfor brænde et brev? Og hvis det bare var en adresse, hvorfor var den så så vigtig?”
    Elton trækker på skuldrene.
    ”Hvad ville dem, der overfaldt dig?” spørger jeg. ”Spurgte de til brevet?”
    ”Ja. De ville vide, hvad der stod.”
    ”Fortalte du dem det?” spørger jeg.
    ”Nej, og jeg burde jo ikke engang vide, hvad der stod i det. Men heldigvis lykkedes det mig at slippe fra dem,” siger han og knytter den ene hånd, han har.
    Troy læner sig tilbage med et tænksomt blik.
    ”Jonas White sagde til mig, at der var nogen, der havde skubbet ham og også Rose.”
    ”Hvad? Hvornår har du talt med ham?” spørger Elton.
    ”Da jeg arbejdede på sløret …”
    ”Har du arbejdet på sløret?” spørger Elton.
    Og så er det Troys tur til at fortælle. Imens tænker jeg på, da Elton første gange nævnte brevet. Der sagde jeg, at han bare skulle glemme det. At vi ikke skulle blandes ind i noget. Men efterhånden virker det meget svært at blande sig udenom.
    ”Tror du, de kommer tilbage?” spørger jeg, mens jeg ser på Elton.
    Han trækker på skuldrene. Måske.
    ”Hvis de gør, så bare sig, hvad der stod,” siger jeg. ”Det er bedre end det her.”
    ”Du tager fejl, Shay,” siger Troy. ”Hvis de vil gøre så meget for at finde ud af, hvad der står i brevet, hvad vil de så ikke gøre ved dem, der kender sandheden?”
    Hans ord får det til at isne ned ad ryggen på mig.
    ”Hvad så?” spørger jeg. ”Vi kan jo ikke bare lade dem overfalde ham igen.”
    ”Kan du huske adressen?” spørger Troy.
    ”Ja,” siger han.
    ”Skriv den til mig,” siger Troy og skubber en kuglepen og et stykke papir hen til ham.
    Elton tøver, men skriver.
    Anne-Mette Kristiansenalıntı yaptı2 yıl önce
    ”Og hvad skal du så bruge den til?” spørger jeg.
    ”Jeg vil bare undersøge det lidt nærmere,” siger Troy, mens han tager imod sedlen.
    ”Fantastisk plan,” vrænger jeg. ”Så er det dig, de gennemtæver næste gang.”
    ”Jeg kan passe på mig selv,” siger Troy bare og går.
    Anne-Mette Kristiansenalıntı yaptı2 yıl önce
    Beklager, jeg glemte chippen,” siger jeg.
    ”Lad det ikke blive en vane,” siger han. ”Marton venter på dig på kontoret.”
    Jeg træder ind. Der er noget i Martons blik, der med det samme gør mig bekymret. Selvom jeg prøver at sige til mig selv, at han umuligt kunne vide, hvad Jana og jeg har aftalt, så bliver jeg alligevel nervøs.
    ”Det var du længe om,” siger han.
    Jeg skæver til uret. Der er gået højst tre kvarter. Det var så hurtigt, jeg kunne nå ned gennem niveauerne og herhen. Det er alligevel begrænset, hvor hurtigt man kan løbe over broerne.
    ”Jeg var ude,” siger jeg bare.
    Hans blik virker udspørgende, men jeg tvinger mig selv til at slappe af. Der er ikke nogen grund til at se skyldig ud.
    ”Jeg har ført regnskab,” siger Marton og rækker mig et stykke papir.
    ”I denne kolonne kan du se de udgifter, jeg har haft på dig med husleje og ilt og så videre.”
    ”I denne kan du se de indtægter, du har haft,” siger han. ”Det er, hvad vi fik for de ting, du trak med op i går.” Han peger på kolonnen. ”Som du kan se, så har du et temmelig stort underskud.”
    Jeg synker en klump, mens jeg ser på hans regnskab. Jeg skylder ham allerede et par tusind. Shit.
    ”Hvis du lader mig komme på nogle flere skattedyk,” siger jeg. ”Så skal jeg nok …”
    ”Bare rolig, du vil komme på mange flere skattedyk,” siger han. ”Ingen tvivl om det. Men jeg har en politik … Og den politik er, at alle, der skylder mig penge, skal mærkes …”
    Jeg kan se, at han holder nøje øje med mine reaktioner.
fb2epub
Dosyalarınızı sürükleyin ve bırakın (bir kerede en fazla 5 tane)