Alıntılar
Mens de sad der og skrev og talte, så vi lazaretter og døende; – mens de kaldte opofrelse for staten det største, vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vores hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem.
Han taler ikke om sin moder og sine søskende, han siger intet, det ligger vel allerede langt bag ham; – han er nu alene med sit lille, nittenårige liv og græder, fordi det forlader ham.
Se nu, når du oplærer en hund til at æde kartofler og så bagefter lægger et stykke kød hen til den, så vil den trods alt snappe efter det, fordi det ligger i dens natur. Og når du giver et menneske en smule magt, så går det ham ligesådan; han snapper efter den. Det kommer ganske af sig selv, for mennesket er nu engang først og fremmest et dyr, og ovenpå er der måske smurt nogen anstændighed som på et stykke fedtebrød. Militærvæsenet består nu deri, at der altid er en, der har magt over en anden. Det slemme er bare, at enhver af dem har alt for megen magt; en underofficer kan hundse en menig, en løjtnant en underofficer, en kaptajn en løjtnant så længe, at han bliver forrykt. Og da han ved det, så vænner han sig allerede straks noget til det.
İzlenimler
💡Çok Şey Öğrendim
👍Okumaya değer
Puuuhhhh… barsk fortælling. Bestemt læseværdig!
👍Okumaya değer
Alle der tænker på at starte en krig burde tvinges til at læse og fordøje denne bog.
👍Okumaya değer
fb2epub
Dosyalarınızı sürükleyin ve bırakın
(bir kerede en fazla 5 tane)