Kim Langer

Splitte mine b…“ Og så, meget højt og skingert: „Hviiiinnn!!! Hjælp!“
Der lød et sus som af tusinde bløde vinger, og så kom en sværm af flagermus baskende ud af grotten. De fløj så lavt over hovederne på dem, at Samrita kunne mærke håret blafre.
Straks efter kom Kaptajn Blodskæg stormende ud igen. Han hylede og skreg som en stukken gris. „Uff! Få den af mig! En flagermus! Få den væk! Jeg kan ikke fordrage de kryb!“
„Hvor?“ spurgte Robin. Han troede måske, at Kaptajn Blodskæg havde fået en flagermus ind under tøjet, sådan som han hoppede og dansede.
„I skægget, mand! I skægget!“
Nu kunne Robin godt se, at noget puslede derinde. Men det var umuligt at få den ud. Dels havde Kaptajn Blodskæg meget svært ved at stå stille, dels var hans skæg ualmindelig stift og svært at få fingrene ind i. Samrita prøvede også, men hun kunne heller ikke få fat i flagermusen.
„Få den nu ud, mand!“ brølede Kaptajn Blodskæg.

klippevægge hele vejen rundt. Der var ingen steder, hvor man kunne begrave en kiste.
„Hvad med det hjørne dér?“ spurgte Samrita og pegede.
Robin gik derhen. „Jeg tror kun, det er spindelvæv,“ sagde han og kiggede efter. „Ja, hele væggen er dækket af store, hvide spindelv…“
I det samme sagde det vhufff

„Nu er der vel ikke flere flagermus?“ spurgte Kaptajn Blodskæg. Han var for en sikkerheds skyld blevet stående i åbningen.
„Du kan godt komme ind,“ svarede Robin. „Der er fri bane. Der er kun en masse tørre flagermusepøller på gulvet.“
Grotten var ikke særlig stor. Robin kunne se de nøgne klippevægge hele vejen rundt. Der var ingen steder, hvor man kunne begrave