Kim Langer

ude i opgangen. En rund låge i væggen, som man åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten

åbnede med et håndtag, og så kunne man bare smide sit skrald ud dér. Robin syntes, det var temmelig smart med sådan en skakt. Især når man boede helt oppe på tredje sal. Det var sikkert også meget godt for skraldet. På den måde fik det i det mindste en sjov rutsjebanetur, før det endte på forbrændingsanstalten.
Robin bandt knude på posen og åbnede lågen. „Farvel, lille skraldepose,“ sagde han og lagde hovedet på skrå for at lytte. Han elskede svuuuusjjj-lyden, når affaldsposen susede ned gennem skakten

Splitte mine b…“ Og så, meget højt og skingert: „Hviiiinnn!!! Hjælp!“
Der lød et sus som af tusinde bløde vinger, og så kom en sværm af flagermus baskende ud af grotten. De fløj så lavt over hovederne på dem, at Samrita kunne mærke håret blafre.
Straks efter kom Kaptajn Blodskæg stormende ud igen. Han hylede og skreg som en stukken gris. „Uff! Få den af mig! En flagermus! Få den væk! Jeg kan ikke fordrage de kryb!“
„Hvor?“ spurgte Robin. Han troede måske, at Kaptajn Blodskæg havde fået en flagermus ind under tøjet, sådan som han hoppede og dansede.
„I skægget, mand! I skægget!“
Nu kunne Robin godt se, at noget puslede derinde. Men det var umuligt at få den ud. Dels havde Kaptajn Blodskæg meget svært ved at stå stille, dels var hans skæg ualmindelig stift og svært at få fingrene ind i. Samrita prøvede også, men hun kunne heller ikke få fat i flagermusen.
„Få den nu ud, mand!“ brølede Kaptajn Blodskæg.