Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Men liberalismen har ingen åbenlyse svar på de største problemer, vi står over for – det truende økologiske sammenbrud og teknologisk disruption. Liberalismen har traditionelt sat sin lid til, at økonomisk vækst på magisk vis løser vanskelige sociale og politiske konflikter. Liberalismen forenede proletariatet og bourgeoisiet, de troende og ateisterne, de indfødte med immigranterne og europæerne med asiaterne ved at love alle en større del af kagen.

Vi befinder os stadig i et nihilistisk øjeblik præget af desillusionering og vrede, efter at folk har mistet troen på de gamle historier, men før de har omfavnet en ny. Så hvad nu? Det første skridt er at nedtone dommedagsprofetierne og lade panikken blive afløst af rådvildhed og forvirring. Panik er en form for hybris. Den er et resultat af den indbildske følelse af, at jeg ved nøjagtig, hvor verden er på vej hen – nemlig ned. Rådvildhed og forvirring er mere ydmyge og derfor mere klarsynede følelser. Hvis du har lyst til at løbe på gaden og råbe: »Dommedag er kommet!«, bør du sige til dig selv: »Nej, det er ikke rigtigt. Sandheden er, at jeg ikke forstår, hvad der foregår i verden.«

Inden for de seneste få årtier har forskningen inden for områder som neurovidenskab og adfærdsøkonomi gjort det muligt for forskere at hacke mennesker og især at få en meget bedre forståelse af, hvordan mennesker træffer beslutninger. Det viste sig, at vores valg af alt fra mad til partner ikke er resultatet af en eller anden mystisk fri vilje, men snarere af milliarder af neuroner, der udregner sandsynligheder på et splitsekund. Den højt besungne »menneskelige intuition« er i virkeligheden »mønstergenkendelse«.

Homo sapiens er ganske enkelt ikke indrettet til nogensinde at blive tilfreds. Menneskelig lykke afhænger ikke så meget af de objektive vilkår som af individets egne forventninger. Forventninger er imidlertid tilbøjelige til at tilpasse sig vilkårene, herunder andre menneskers vilkår. Når forholdene forbedres, eksploderer forventningerne, og som følge heraf kan selv dramatiske forbedringer af forholdene efterlade det enkelte individ lige så utilfredst som tidligere.

Den liberale tro på individers følelser og frie valg er hverken naturlig eller særlig gammel. I tusindvis af år mente mennesker, at autoriteten havde rod i guddommelige love snarere end i det menneskelige hjerte, og at vi derfor burde betragte Guds ord snarere end menneskelig frihed som helligt. Først inden for de seneste få århundreder er kilden til autoritet skiftet fra himmelske guddomme til mennesker af kød og blod.

Som jeg nævnte i forrige kapitel, indikerer videnskabelige indsigter i den måde, vores hjerne og krop fungerer på, at vores følelser hverken afspejler en særlig menneskelig åndelighed eller en »fri vilje«. Følelser er snarere biokemiske mekanismer, som alle pattedyr og fugle benytter til hurtigt at beregne sandsynligheder for overlevelse og reproduktion. Følelser er ikke baseret på intuition, inspiration eller frihed – de er baseret på beregninger.

Problemet opstår, når mild patriotisme forvandles til chauvinistisk ultranationalisme. I stedet for at mene, at min nation er unik – hvilket gælder alle nationer – begynder jeg måske at mene, at min nation er andre overlegen, at den fortjener min fulde loyalitet, og at jeg ikke har nogen betydelige forpligtelser over for noget andet. Dette giver grobund for voldelige konflikter.

Selv om det forbliver urentabelt at føre krige i det 21. århundrede, giver det os desværre ikke en absolut garanti for fred. Man bør aldrig undervurdere omfanget af menneskelig dumhed. Både på det personlige og det kollektive niveau er mennesker tilbøjelige til at handle selvdestruktivt.