Maya Banks

Ingen kan røre sig på denne grund, uden at vi ved det. Tro mig, når jeg siger, at han har det helt fint.”

Han improviserede altid og tilsatte ting, som han godt kunne lide, og han eksperimenterede, indtil han fik den smag frem, han ønskede. Han og Chessy havde på skift været forsøgskaniner og givet hinanden konstruktiv kritik.

Og selv om hendes erfaring med mænd var begrænset, så vidste hun dog, at det ville få de fleste mænd til at slå bremserne i, hvis man begyndte at tale om skæbne på så tidligt et tidspunkt. Hun gik for hurtigt frem og måtte minde sig selv om, at hun for første gang i sit liv ikke skulle tænke på næste år, næste måned, næste uge. Bare leve i øjeblikket. I dag. Tage tingene, som de kom, og bare nyde turen.

Overraskende nok spurgte Drake ikke yderligere ind til det. Måske fornemmede han hendes behov for eftertænksomhed. Resten af turen kørte de i stilhed, mens han indhyllede hende som en varm puppe.

Da de kom frem til Drakes lejlighed, trak han hende forsigtigt med ud af bilen, lagde en beskyttende arm om hende og førte hende hurtigt hen til indgangen. Så takkede han de to mænd, der havde fulgt ham, hun havde slet ikke bemærket dem før nu, og de forsvandt ud i mørket, så hun næsten troede, det var noget, hun selv havde fundet på.

Da de kom ud af elevatoren, tog Drake sin habitjakke af og smed den som altid på knagen lige inden for døren, og så knappede han ærmerne op og smøg dem hurtigt op for at føle sig bedre tilpas.

»Nå, har min engel nydt sin aften i klubben?« spurgte Drake. »Selv om du mest af alt mindede mig om en prinsesse, der holdt hof for sine mange beundrere. Du var virkelig et hit både på og uden for dansegulvet.«

Han smilede overbærende til hende, da en voldsom rødmen skyllede op i kinderne på hende. Til at begynde med havde hun været stort set lige så begejstret over tanken om en aften på Impulse, som hvis hun skulle have været til begravelse, men hun måtte indrømme, at det faktisk havde været sjovt, efter hun havde løsnet lidt op og bare havde ladet sig rive med.

»Tusind tak,« sagde Evangeline og smilede bredt til den venlige mand. »Jeg er ikke i tvivl om, at middagen nok skal blive en stor succes. Hvor meget skylder jeg for kødet?«

Kokken blinkede og virkede beklemt. Zander ilede behændigt til og sagde: »Drake har en konto her. Han får regningen. Det behøver du ikke tænke på.«

Kunne man have en konto hos en restaurant? Eller var det overhovedet normalt at være på så god fod med kokken, at man kunne få fat i hans fineste kød og tage det med hjem?

Jo mere hun så af Drakes verden, jo mere bevidst blev hun om, hvor lidt hun kendte til penge og forbindelser. Det lød alt sammen som noget fra en film. Så langt fra virkeligheden og på ingen måde hendes virkelighed.

Så overraskede hun den i forvejen befippede kok ved at give ham et impulsivt kram.

»Tak, fordi du hjalp mig. Jeg er sikker på, middagen bliver udsøgt takket være dig, og jeg er sikker på, at Drake bliver meget taknemmelig.«

Den midaldrende mand rødmede. »Fornøjelsen er helt på min side, miss Hawthorn, men efter hvad jeg har hørt om din kulinariske ekspertise, så kunne jeg vist ansætte dig her i køkkenet lige på stedet, selv om jeg sikkert snart ville blive arbejdsløs.«

»Nej, selvfølgelig er du ikke okay.