George Orwell

Efter gennem en årrække at have fusket i suffragettebevægelser og sammenslutninger til »tankens højnelse« og gjort adskillige dødfødte forsøg i den litterære branche havde hun endelig kastet sig over malerkunsten. Maleriet er den eneste kunstart, der kan udøves på trods af en total mangel på både talent og arbejdsvilje.

Sagen er simpelthen den, at man ikke har mod og mands hjerte til at være loyal over for mennesker herude, hvis det er ensbetydende med, at man må gå på tværs af sine egne. Det går simpelthen ikke. Hvis jeg havde holdt fast ved mit og ikke underskrevet den lap papir, ville jeg blot have været i unåde i klubben en uges tid eller to... og så stak jeg som sædvanlig halen mellem benene.

Flory drev omkring i sin have og lod, som om han var optaget af at fodre duerne. Han kunne ikke nægte sig selv den tortur at se Verrall og Elizabeth drage ud på deres ridetur. Hvor hendes opførsel over for ham dog havde været tarvelig og grusom! Det er i virkeligheden skrækkeligt, når folk ikke engang har anstændighed nok i livet til at gå ind på et skænderi!

At vide og ikke at vide, at være bevidst om den fulde sandhed, mens man fortalte omhyggeligt udtænkte løgne, at have to holdninger, der gensidigt udelukkede hinanden, på samme tid, at vide, at de udelukkede hinanden, og tro på dem begge, at bruge logik mod logik, at fornægte moralitet og samtidig gøre krav
på den, at tro på, at demokrati var umuligt, og at Partiet var demokratiets vogter, at glemme det, der var nødvendigt at glemme, og så komme i tanke om det igen, i samme øjeblik der var behov for det, og med det samme glemme det én gang til, og mere end noget andet at benytte samme proces på selve processen. Det var den ultimative spidsfindighed: bevidst at fremavle ubevidsthed og så igen blive ubevidst om den hypnose, man netop havde foretaget. Bare det at forstå begrebet dobbelttænk involverede brugen af dobbelttænk.

De kunne ikke ændre ens følelser; man kunne heller ikke ændre dem selv, for den sags skyld, selv hvis man ville. De kunne afdække ned til mindste detalje alt, hvad man havde sagt og gjort, men hjertets inderste kamre, hvis mekanismer forblev mystiske og ukendte selv for én selv, forblev uindtagelige.

tre magter fortsætter dog med at producere kernevåben og opbevarer dem til den afgørende situation, som de alle tror kommer før eller siden. Og i mellemtiden har krigsindsatsen været stort set stationær de sidste tredive-fyrre år. Helikoptere bruges mere end førhen, bombefly er stort set erstattet af selvflyvende missiler, og de sårbare, mobile krigsskibe er blevet
udskiftet med de nærmest synkefri Flydende Forter, men ellers har udviklingen været ganske beskeden. Kampvogne, ubåde, torpedoer, maskingeværer, selv rifler og håndgranater bruges stadig. Og trods de endeløse nedslagtninger, der rapporteres om i pressen og fra teleskærmene, er de desperate, fortvivlede slag fra tidligere krige, hvor hundredetusindvis eller endda millioner af soldater blev dræbt i løbet af et par uger, aldrig blevet gentaget.

Men problemerne med at opretholde et hierarkisk samfund stikker dybere end som så. Der er kun fire måder, hvorpå de herskende klasser kan miste magten. Enten erobres magten af udefrakommende kræfter, eller også regeres der så ineffektivt, at masserne gør oprør, eller også tillader magthaverne, at en stærk og utilfreds Mellemste-gruppe opstår, eller også mister de deres selvtillid og vilje til at regere. Disse årsagssammenhænge er ikke uden en vis affinitet, og som regel er de alle fire til stede i en eller anden grad. En herskende klasse, som kunne gardere sig mod alle fire aspekter, ville forblive ved magten for evigt. I sidste ende er den afgørende faktor den herskende klasses egen mentale attitude.

Dobbelttænk betyder evnen til at have to gensidigt modstridende overbevisninger på én gang og acceptere dem begge. En Partiintellektuel ved i hvilken retning hans erindring skal ændres; derfor ved han, at han laver numre
med virkeligheden, men takket være dobbelttænk kan han samtidig overbevise sig selv om, at virkeligheden ikke er blevet krænket.

”Vi kontrollerer livet, Winston, på alle niveauer. Du bilder dig ind, at der findes noget, der hedder menneskelig natur, som vil blive så rasende over det, vi gør, at den gør oprør. Men det er os, der skaber den menneskelige natur. Mennesker kan formes i det uendelige. Eller måske er du vendt tilbage til din gamle tanke om, at proletarerne eller slaverne vil rejse sig mod os og omstyrte os. Glem det. De er lige så magtesløse som dyr. Menneskeheden er Partiet. De andre er udenfor – irrelevante.”

Men problemerne med at opretholde et hierarkisk samfund stikker dybere end som så. Der er kun fire måder, hvorpå de herskende klasser kan miste magten. Enten erobres magten af udefrakommende kræfter, eller også regeres der så ineffektivt, at masserne gør oprør, eller også tillader magthaverne, at en stærk og utilfreds Mellemste-gruppe opstår, eller også mister de deres selvtillid og vilje til at regere. Disse årsagssammenhænge er ikke uden en vis affinitet, og som regel er de alle fire til stede i en eller anden grad. En herskende klasse, som kunne gardere sig mod alle fire aspekter, ville forblive ved magten for evigt. I sidste ende er den afgørende faktor den herskende klasses egen mentale attitude