Mette Vedsø

På den måde undgik jeg rodet i forhaven, alle fars havenisser og halve traktormotorer og gamle toiletkummer og den hjemmebyggede grill

Selv hedder jeg Werner. Urban Werner

Du pjækker da aldrig fra basket,« sagde jeg.
»Nej nej, men ...« Kerne stoppede sig selv. Indimellem kan det der ikke bliver sagt, være det, der bliver sagt.

Jeg kendte resten af vejen til bevidstløshed. Butikkerne på Vestvejen fløj forbi. Føtex, I- phone- fix, Netto, Fakta, 7- eleven, Leos kebab, Jem og Fix og så – hallo! Den blå bygning, som jeg altid bare vadede forbi, det var simpelthen Jysk, jeg havde bare aldrig bidt mærke i navnet.
»1 ud af 2400 butikker,« sagde jeg. Altså ikke med vilje. Det røg bare ud.

»Planeten Ubbe,« sagde han og kastede den tilbage. Kernes mor blinkede ind til siden og standsede foran hallen

Der var virkelig ikke noget galt med den her klub. Men mig – Urban Werner – jeg havde en lang, rød stribe hen over ballerne med samme bredde som bænken. En tabertatovering, tænkte jeg og vaskede hænder

Sådan burde det også være i samfundet. Var jeg klar over det?

»Sikke en lækker dragt,« sagde en mand med fede sneakers. Og ja, selvfølgelig

Hvad er dit handicap?«
Jeg sagde ikke noget, men sad stiv som en plastikfigur, det var en vane, når noget ramte mig big time, så kunne jeg se helt upåvirket ud. Nelly sagde, det var, fordi min mor var død, så lærer man at være kold, selvom alting centrifugerer indeni. Mit handicap? Var der noget galt? Eller var det bare tydeligt, at jeg ikke var en Birkesøer? Kunne man se det på min krop, lugtede jeg anderledes? Var mit hår klamt?

Terrassedøren var åben. På bordet udenfor lå der en bog og et par solbriller. Jeg kunne se hele vejen til Birkesø, og jeg kunne også ane Ostehapsen, der stadig stod på broen som en udtværet plet, og i haven, bag Louises hæk, lå en pige på min alder i en solvogn.