Marianne Linneberg Rasmussen

knoglerne, fordi han ikke rørte sig

Det er jo lige hendes gebet.

Hele den larmende familie føltes overvældende på den våde oktoberdag i Italien, og der var så meget råberi og støj, og Marisa, som altid havde været ret stille i det, trak sig længere ind i sin skal, mens hun var bekymret for, at den kærlighed, hun havde følt fra sin morfar, havde betydet meget lidt i al larmen.

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Nej, det er åndssvagt.“

„Hvad?“

„Altså. Jeg ... j

„Men du tror helt klart på Gud?“

Han trak på skuldrene og smilede venligt.

„Spørg en hvilken som helst naturvidenskabelig forsker. Der er helt klart noget, der kigger på os.“

„Jeg troede, du kunne morsealfabetet?“

Jeg ved godt, at det her lyder forfærdeligt, men så snart det gik op for mig, at det gav mig mere opmærksomhed end min dejlige, populære bror, snakkede jeg ikke om andet, og det må virkelig have været ulidelig kedeligt at høre på.