Peter Gotthardt

”Lige nu gælder det om at undgå stålnæverne. Her i skoven kan de angribe os fra alle sider, hvis de finder os. Du skal ud og spejde i dag. Tag Humle med. Han er en god mand at have i ryggen, har jeg set.”
Følfod mærkede et sug i maven, da Humle kom. Hun blev varm om hjertet bare ved at se ham. Men også lidt nervøs. Hun vidste ikke, om han også kunne lide hende. Og hun turde ikke spørge.
Jeg må gøre mig umage i dag, tænkte hun. Så han kan se, hvor god jeg er. Bare mit hår dog ikke strittede sådan!
”Jeg går forrest,” sagde Følfod, da de forlod elvernes lejr. ”Jeg er vant til at bruge et sværd.”

personlig brug må kun ske

Det kan måske holde ham fra at lave flere dumheder. Og, Brombær, for fremtiden bliver du her i dalen.”
”Må jeg være med?” spurgte Gavflab. ”Jeg er Brombærs bedste ven.”
”Gerne for mig,” svarede Grovkorn.
Nellike smilede til de to drenge og sagde: ”I skal have en lille belønning for den salve, I gav mig. Jeg har nogle lækre kager et sted. De allersidste. Nu skal jeg finde dem til jer.”
Brombær blev rød i hovedet. Gavflab så sig om efter det nærmeste smuthul.
”Det behøver du ikke,” skyndte Brombær sig at sige. ”Vi skal i gang med at træne.”
”Nu med det samme,” tilføjede Gavflab.
Så trak de af med