Vibeke Marx

Det var helt igennem pinligt, jeg forstod simpelthen ingenting. Jeg ville ham så meget, men af en eller anden grund nægtede min krop at gennemføre akten.

Da han var gået, fik jeg en voldsom hovedpine. Jeg ville ønske, at jeg kunne græde, men der var ingen forløsning, bare en masse spørgsmål, og næste gang vi mødtes, gik vi forbi hinanden som tilfældige bekendte.

Måske havde hun allerede et forhold til en anden mand eller datede livligt på Tinder eller værre steder. Tanken gav mig gåsehud.

Vi bestilte tapas og hvidvin og klarede at holde noget, der lignede en konversation, i gang, mens vi spiste, men så tyndede ordene ud, og vi sad der bare omringet af stemmer, der næsten druknede i den meget høje musik, som ingen af os brød os om. Alligevel tøvede vi med at gå, vel i erkendelse af, at det ville være endnu vanskeligere at være alene.

“Hvad skal du så bruge dit sabbatår til?” spurgte hun endelig.

Jeg mærkede svimmelheden igen og måtte støde ordene ud enkeltvis: “Jeg havde tænkt, at jeg ville til Australien.