J.P.Jacobsen

Han var træt, udmattet, han kunne ikke holde al den poesi ud, han smægtede efter at støtte på hverdagslivets faste jord, som en fisk, der kvæles i den hede luft, må smægte efter bølgens klare, friske kulde. Det måtte holde op, det måtte holde op af sig selv; Bartholine var ikke længer uerfaren overfor liv og bøger, hun var ligeså kjendt dermed som han, han havde givet hende alt, hvad han havde fået, og nu skulle han blive ved med at give; det var umuligt, han havde ikke mere; – hans eneste trøst var at Bartholine var frugtsommelig.

Sådanne folk, de fører ikke deres elever, men der er en fyldighed i deres undervisning, en mangfoldighed og en lidt ravende alsidighed, som, når eleven ikke forvirres af den, i høj grad udvikler hans selvstændighed og næsten tvinger ham til at danne sig en egen anskuelse, eftersom børn aldrig kan slå sig til ro med noget ubestemt eller svævende, men af en instinktmæssig selvopholdelsesdrift altid fordrer et rent ja eller et rent nej, et for eller imod, at de kan vide, hvad vej de skal med deres had og hvad med deres kjærlighed.

Der er en ny fornemmelse af kraft i sådan at se med sine egne øjne og vælge med sit eget hjærte, være med til at skabe sig selv, og der dukker så meget op i sindet, såmange uændsede, spredte sider af hans væsen samler sig så vidunderlig sammen til et fornuftigt hele. Det er en betagende opdagelsestid, hvor han, lidt efter lidt, i ængstelse og usikker jubel, i vantro lykke, opdager sig selv.