Pauline Baynes

Aravis begyndte straks. Hun brugte et noget andet tonefald og en noget anden stil end sin sædvanlige. For i Calormen er det at fortælle historier (hvad enten de er sande eller opdigtede) noget, man lærer, nøjagtig som danske børn lærer at skrive fristil. Forskellen er, at folk har lyst til at høre historierne, hvorimod jeg aldrig har hørt om nogen, der har lyst til at læse stilene.

»Farvel,« sagde Aravis. »Jeg synes, dine kjoler var pragtfulde. Og jeg synes også, du har et pragtfuldt hus. Jeg er sikker på, at du også nok skal få et pragtfuldt liv – selv om det ikke ville være noget for mig.

ldefar var barn. Det er en