Konflikthåndtering

To personer har en konflikt. De er begge nærværende, og er dermed i stand til både at se og forstå, hvad modparten udtrykker. Ingen af dem er usikre på, hvad de selv står for, og de er parate til at forsvare deres standpunkter.

På samme måde som børn efterhånden skal lære at udsætte deres behov, skal de naturligvis også lære ikke at reagere såret på hver eneste lille grænseoverskridelse, så samværet med andre får en vis smidighed. Men netop derfor – fordi kropsfornægtelsen er så væsentlig i opdragelsen – er det nemt helt at overhøre og undervurdere de reaktioner, som sanser, muskulatur og åndedræt sender, når vi befinder os i en anspændt situation.

For de fleste af os mærkes optakten eller invitationen til konflikten først i kroppen. Lang tid før vi når at tænke over, hvad modparten har sagt eller gjort, kommer jaget i maven eller spændingen af kæben.

Vores grundlæggende reaktion er fysisk, fordi vores grundlæggende erfaring med følelser er ikke-sproglig. Når små børn bliver bange eller kede af det, krummer de sig sammen om deres center, som om de ville beskytte sig selv, og når deres grænser bliver overtrådt eller deres behov ikke opfyldt, spænder de hele kroppen i raseri.

For os alle gælder det, at kroppens erfaringer er de første, vi har, og dem, der ligger allerdybest i os.