Kvindesind

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,
hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.

Hun har ikke andre i verden at spørge end mig:
hvor er mine drømme? og hvor er min tyveårs glæde?
Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg?
Hvordan er mit pund forvaltet i årenes kæde?

Jeg prøver at fange det blege og lysende blik,
jeg prøver at holde den spørgende stemme tilbage,
og hører i hjertet en mild og bedrøvet musik,
en regnvejrstone af sagte dryppende klage.

„Din drøm var skrøbelig barn og dømt til at dø,
din renhed blev mindre ren af de ting du lærte –
mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø
en aften, da virkeligheden brød ind i dit hjerte.

Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden af stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke.

Og der er min frelse, at jeg kan fornemme din røst
som bølgeslag i mit blods tungsindige vandring –
du er mit forsvar, min uro og dybeste trøst,
bestandig og god gennem årenes liv og forandring.“

Der bor en ung pige i mig, der ikke kan dø,
før jeg selv blir træt af at tro, jeg engang var hende,
hun stirrer imod mig fra spejlet, i øjnenes sø,
efter noget, der altfor ofte er svært at finde.

Vor alder

– og alt hvad vi nu kan gøre
er gjort for længe og tit,
vor alder nærmer sig sagte,
med ubønhørlige skridt.

Ungdommen vared for længe,
og ingen har sagt, hvornår
den falder fra vore skuldre
med alle de levede år.

Vor alder stirrer på os,
og muligt er den en ven?
Men ingen har sagt, hvorlænge
vi nu skal følges med den.

Den er som en færdigsyet
og altfor rummelig dragt,
foret med gamle minder
og ord, vi engang har sagt.

Vi ved, at den ikke klær os,
og sent vil bringe os fred,
for der lever en alder i os,
vi aldrig blir færdige med

Vor alder stirrer på os,
og muligt er den en ven?
Men ingen har sagt, hvorlænge
vi nu skal følges med den