De ualmindelige

Kapitel fireogtredive
Lyset var tændt bag de snavsede vinduer i Hoff & Winkle’s Hobsmatch Magasin da Ivy omsider nåede frem. Hun havde været nødt til at løbe risikoen og spørge adskillige gadeklokker på vejen for at være sikker på at hun gik i den rigtige retning. Hun skyndte sig om bag huset, smuttede op ad trappen og stod uden for døren til Valians værelse. Der var ikke en lyd at høre derindefra.

Ivy lukkede øjnene. Hun måtte ikke blive for ked af det hvis Seb ikke var der – det havde hun ikke tid til. Og det behøvede jo heller ikke at betyde at han ikke var i live. Det betød bare at han ikke var kommet tilbage. Så var hun nødt til at fortsætte og redde deres mor og far uden ham, lige meget hvad.

Hun åbnede øjnene og bankede let på døren.

Først skete der ingenting.

Stilhed.

Ivy var kommet fri af ghoulhullet, kollapsede hun på det kolde stålgulv, og hendes forældre faldt sammen ved siden af hende. Omkring sig havde hun de sølvfarvede vægge i konservesdåserummet – det med alle de gamle skærme og betjeningspaneler – men nu virkede det hele tåget og forvrænget. Officer Smokeharts ansigt svævede over hende. Hun kunne høre hans stemme, men ordene var ude af takt med mundens bevægelser.

de var kommet igennem buen, begyndte Valians planteske at blusse klart. De var ude af tunnelen, og i det åbne rum omkring sig fik Ivy øje på et lille skrivebord af træ dækket af flere centimeter støv. På bordet stod en lige så støvet gammel skrivemaskine, og der lå en stak gulnede, mølædte papirer.

»Hvor er vi?« Seb h