Silas og Ben-Godik

Lydigt lagde sønnen armene om halsen på den lådne og lænede sig ind over den parat til at gøre alt for sin betrængte far. Men nu blev det alligevel hesten for meget. Med et par hidsige hovedløftninger prøvede den at slå sig fri og kom derved til at nikke sønnen så kraftig en skalle at han uden en lyd gled om på gårdspladsen.
Silas lænede sig roligt opad muren.
Jeg har aldrig set sådan en ko før, sagde han, skal I til at malke eller hvad?
Men bonden hørte ikke efter mere. Sønnen lå så lang han var på jorden og var ingen nytte til, og den tovlige hest var allerede over ham igen for at få hans økseskaft. Den lille indtørrede bonde gav op og satte i et pludseligt spring ud af træskoene og hen til bryggersdøren og ind til konen som allerede for nogen tid siden havde fjernet sig fra skuespladsen.
Den lådne var lige i hælene på ham, men bonden rev døren i med et brag og hesten prustede skuffet og snusede i dørsprækken hvor han var forsvundet.
Ingen øksesteg i dag, sagde Silas henne fra væggen.
Hesten drejede hodet og kiggede på ham og flk samtidig øje på bondens forladte træsko der stod alene tilbage midt på gårdspladsen. Det lange besvimede menneske ved siden af var den ligeglad med, men sådan en stor ny træsko var sandelig ikke at foragte – oven i købet med halm i. Den lådne stak snuden ned i den ene og blæste. Så tog den om den med tænderne og kom hen til Silas.
Ben-Godik ville tage træskoen fra den, men Silas sagde at han syntes hesten skulle beholde den. Det var ikke ret meget når man tog i betragtning hvad den egentlig havde reddet dem fra.
Inde i vinduet lyste mandens og konens forfærdede ansigter og Silas tænkte, at de vel sagtens var bange for at nogen skulle gøre sønnen fortræd. Men hvad skulle de det for? De var ikke voldsmænd, ikke engang kvægtyve

Det var ikke ret meget når man tog i betragtning hvad den egentlig havde reddet dem fra.

En mørk aften hvor de for længst var krøbet ind i deres

Hvad Døven gemte under komfurbrændet

Silas pegede på et faldefærdigt hus inde bagved gården.