Efter en skilsmisse i København flygter den danske dramatiker Jerome til Stockholm. Her udvikler hans møde med skuespillerinden Sally Jünger – en opstigende stjerne på den svenske teaterhimmel – sig efterhånden fra betagelse til en farlig og mangetydig besættelse. Mens Jerome i stigende grad mister grebet om sin egen virkelighed, føres læseren baglæns i hans liv, tilbage til København og Berlin i 1990’erne. Under en David Bowie-koncert pådrager han sig en invaliderende høreskade, som udvikler sig til en psykose. Tilbage i nutiden og Stockholm oplever Jerome en tiltagende tvivl om sine følelser for Sally Jünger. Er hun overhovedet til? Findes hun, eller er hun kun en projektion af en vrangforestilling i hans hoved? Jerome må nu også flygte fra Stockholm, tilbage til København, hvor han i et sidste desperat greb efter at mestre sit eget liv opsøger sin kone og sine børn, som han ikke har set i mange år. Men i det hus, hvor han ved de bor, er det en fremmed, der åbner døren. Jokum Rohde debuterede i 1994 med Istedgade-romanen Jonas’ Bog. Med teaterstykkerne Nero (1998), det prisbelønnede Pinocchios Aske (2005) og Manson (2011) – alle opført på Det Kongelige Teater – har Jokum Rohde slået sit navn fast som en af Danmarks mest talentfulde dramatikere. Trianglen er hans første roman i femten år.
Orestien var således ikke denne dramatisk-rituelle fejring af retssamfundet, stykket altid blev spillet som, men var en skjult fordømmelse af selvsamme, ja, ikke kun det men en advarsel mod undergang i kølvandet på menneskets nye statskonstruktion. For mennesket kender ikke til retfærdighed.
