Turbulente nætter

„Og han var ude at lede efter dig den nat?“

AJ pressede læberne sammen og forsøgte at redde, hvad der var tilbage af hans hastigt svindende selvbeherskelse. Men han tvang sig selv til at fortsætte. „Han ledte eftersøgningsarbejdet. Det var mørkt, og der var rigtig mange mennesker i skoven – på grund af mig. Det var min skyld, de var derude.“

„AJ … Hvad skete der med Joey?“

Hans hals snørede sig sammen. Fuck, han kunne ikke få vejret. Hans lunger var stoppet med at fungere.

Brett rørte ved hans kind, og hendes øjne skinnede varmt og betryggende. „Hey, det er okay. Du behøver ikke fortsætte, hvis du ikke har lyst. Det er okay.“

Hun havde givet ham en mulighed for at bakke ud. Han behøvede ikke at blive ved med at tale. Han behøvede ikke at mindes rædslen i sin fars ansigt, da AJ fandt ham på klippesiden. Det stød af svigt, som ramte AJ, i det øjeblik han mødte sin fars blik.

„Jeg hørte råbene,“ sagde han halvkvalt. „Det var råbene, der fik mig til at krybe ud af mit skjul. Folk skreg, men det var ikke mit navn, de skreg mere.“ Hans øjenlåg sved så voldsomt, at hans syn blev tåget. „Han snublede, Brett. Han snublede, faldt ned ad en klippeside og brækkede nakken.“

Hendes skarpe gisp gav genlyd i jeepen. „Åh gud. Det gør mig virkelig ondt.“

Hun rørte ved hans ansigt, lagde hænderne om hans kinder, strøg tårerne, der var begyndt at falde fra hans øjne, væk med tommelfingrene. AJ lænede sig ind mod hende, lod panden hvile mod hendes, imens de gamle indre sår, han havde sprættet op, forårsagede et kaos af følelser i hans krop.

„Han var ude for at lede efter mig, og han døde på grund af mig.“ Hans hjerte hamrede hurtigere, en hek