Syditalien

I en lille smøge finder vi en kirke, der er så lille, at vi straks er klar over at den må være byzantinsk. Den har form som et græsk kors, der med sine lige lange fløje kan indskrives i en cirkel. Døren er låset, men en knægt på en halv snes år dukker øjeblikkeligt op og tilbyder at fremskaffe en nøgle. Det diminutive rum er forsynet med ikke mindre end fem kupler, en for enden af hver korsarm og en over midterpartiet. Væggene er dækket af malerier med bibelske motiver, de fleste slemt medtaget af fugt og vanrøgt. De menes at stamme fra det 10. århundrede, kirken selv fra det 8. Figurfremstillingen er karakteristisk for den hierarkiske ånd inden for den byzantinske kirke, indskrifterne er på græsk, men så fulde af fejl at man er klar over at vi befinder os i et grænseområde, hvor det græske sprog nok havde fået indpas, men ikke hørte hjemme.
San Pietro hedder kirken, og den bærer sit navn med en vis ret, eftersom sagnet melder at apostlen Peter kom til Ótranto og indstiftede en række bispedømmer, inden han fortsatte til Rom.
Ikke langt fra San Pietro ligger på en åben plads Ótrantos katedral. Større forskellighed kan dårligt tænkes, skønt kun to, tre århundreder skiller dem. Det er ikke størrelsen alene, der gør det, det skyldes mere at katedralen er udsprungen af et helt andet socialt og kunstnerisk og vel også kristeligt miljø.
Vi ved god besked med katedralens bygningshistorie. Den er i sin oprindelige form opført mellem 1080 og 1088. Det var den tid, da normannerne var ved at tage magten i Syditalien.

ligger en viden, en filosofi og en teologi bag, der gør værket til en fællesnævner for hele den tidlige middelalders livs- og verdensanskuelse. Hvad loftet i det sixtinske kapel er for pavestaten i renæssancen, er Ótranto-katedralens gulv for Syditalien i denne tidlige tid.

m her. Man må næsten tro at kunstneren eller de gejstlige hernede har dyrket visse teologiske specialiteter. Men hvem var disse mennesker?
Vi kender deres navne, men ikke stort mere. Når vi kommer ind ad den vestlige indgangsdør, finder vi en indskrift i mosaikgulvet, som oplyser os derom. Der står:
»Ex Ionathis donis per dexteram Pantaleonis
Hoc opus insigne est superans impendia digne.«
»Skænket af Jonatha ved Pantaleones dygtighed er det fremragende værk nok de store udgifter værd.«
Jonatha var ærkebiskop fra 1163-95. Om Pantaleone ved vi intet. Der er en mulighed for at han var en indvandret græker. I hvert fald har han været en kundskabsrig og belæst mand. Han har læst de i middelalderen tilgængelige bøger om Alexanders færd til Indien og om kong Artur og ridderne af det runde bord og har været fortrolig med tidens teologi i et omfang som det, man træffer i folkebogen Lucidarius, der på den tid var en ny bog. Italien var jo netop kommet ud af en langvarig mørketid.
Det må man også have for øje, når man skal vurdere Pantaleones kunst. Den er jo ufattelig primitiv og minder os om den lombardiske kunsts fantasiformer. Sammenligner vi hans mosaikker med malerierne i den byzantinske San Pietro, der kun ligger nogle minutters gang fra katedralen, må man konstatere et kunstnerisk fald. Vandalers, longobarders og saraceners ødelæggelser havde sænket Sydøsteuropa ned i et nyt forfald, som Syditalien kun lige var ved at komme op af igen takket være normannerfyrsternes fremragende egenskaber.
Når man derfor alligevel stående over for mester Pantaleones værk godt kan give Ionatha ret i hans vurdering, skyldes det, for det første, at den primitive opfattelse er beåndet af en eksistentiel lidenskab, der gør de primitive billeder til noget mere end blot primitive; for det andet, at det mægtige gulv er organiseret med en kompositorisk evne, der søger sin lige; og for det tredje, at der