Den fremmede

Han var ikke engang sikker på at leve, eftersom han levede som en død. Jeg så måske ud, som om jeg stod der med tomme hænder. Men jeg var sikker på mig selv, sikker på alt, mere sikker end han, sikker på mit liv og på den død, der ville komme. Ja, jeg havde kun det. Men jeg holdt i det mindste fast i denne sandhed, lige så vel som den holdt fast i mig. Jeg havde haft ret, jeg havde endnu ret, jeg havde stadig ret. Jeg havde levet på en bestemt måde, og jeg kunne have levet på en anden måde. Jeg havde gjort det, og jeg havde ikke gjort det. Jeg havde ikke gjort det ene, men jeg havde gjort det andet. Og hvad så? Det var, som om jeg hele tiden havde ventet på dette øjeblik

jeg var kommet ud, lukkede jeg døren efter mig og blev stående lidt i mørket på afsatsen. Der var stille i huset, og nede fra trappeskaktens dyb steg en mørk og klam luftning op. Det eneste, jeg kunne høre, var blodet, der bankede mod mine ører. Jeg blev stående uden at røre mig. Men inde fra den gamle Salamanos værelse lød hundens dæmpede klynken.

skrev det lidt på må og få, men jeg gjorde mig umage for at gøre Raymond tilfreds, for jeg havde ingen grund til ikke at gøre det.