De nøgne træer

Og jeg mener, at trangen til at være anderledes er den alleralmindeligste tendens hos mennesker nu

Jeg føler, at det er digter jeg skal være. Anden vished end den, der ligger

Det var virkelig en overlegen begavelse, som her foldede sig ud, opflammet af de ivrige spørgsmål, som især Leo tid efter anden indskød. Hvilken fremstillingsevne, hvilket overblik, hvilken anskuelighed og saglighed. Og sagkundskab var netop, hvad Leo og Jakob vidste at værdsætte

kun var blevet nummer tre på Christians liste, skyldtes det dog ikke hans klodsethed eller overhovedet noget manglende fysisk fortrin. Det skyldtes et uransageligt, mørkt punkt i hans karakter

eg er bange for, at vi alligevel er for få, og at vi ikke slår til. At vi allerede er færdige som nation.

jeg troede jo, at han var nazist, og han troede selvfølgelig det samme om mig. Men så snart talerne begyndte, gav han sig til at råbe op, og det endte med, at vi blev smidt ud begge to.

Han var udlært mekaniker ligesom Leo, og det var Leo, som havde opdaget ham. En gang, da vi havde fået alt for mange illegale blade at fordele, kom han til at spekulere på, om den stædige kamel, han i sin tid stod i lære sammen med, ikke netop var en mand for os. Det viste han sig i høj grad at være. Ejgil blev snart en af vore hovedaftagere. På Teknisk Skole, hvor han læste til konstruktør, kunne han skille sig af med lige så mange blade det skulle være. Han mødte blot et kvarter før de andre om morgenen og læssede en stabel af på hvert klasseværelse. Ganske simpelt. Men vi var imponerede af hans frækhed, dengang rendte vi jo endnu rundt på trappegangene og puttede bladene ind ad brevsprækken, ét for ét. Den trafik var slet ikke noget for Ejgil. Han brugte hovedet og fandt en fidus.

Vi skal ikke gøre os illusioner, fortsatte han. End ikke nu, i 1944, kan vi regne med støtte fra folket, som de snakker så meget om. Folket, – og han fnøs ved ordet – folket er med os i dag og imod os i morgen. I det lange løb holder det med dem, som giver den største tobaksration, det ved vi dog. Hvis landet skal reddes, kommer det an på ganske få personer, forsvindende få imod flertallet, og det er der intet mærkværdigt i. Sådan er det altid i kritiske situationer. Men de mænd vi bruger må forstå, at frihedskampen er alvor og ikke drengestreger. De må opfatte den som et personligt anliggende. De må selv legemliggøre de værdier vi slås for, så at sige repræsentere dem med deres eget væsen. Det lyder måske underligt i dine ører, men det er det jeg mener

Hvem jeg egentlig er, og hvad jeg skal gøre i livet.

krænten, lød to skud, og Kjeld tumlede bagover ned i grøften