Socialpsykologi: Hvorfor er det så svært at omgås hinanden

egne iagtagelser ved enhver, at et menneske oplever sig selv som centrum i sin egen verden. Det egocentriske verdensbillede anlægges i den tidligste barndom. Med tiltagende modenhed modereres billedet, så vi godt er klar over at det hænger sammen med, at individet som subjekt iagtager verden og bearbejder indtrykkene i den individuelle bevidsthed.

Her bliver brug for modeller med vekselvirkningsforhold i gensidig forstand – det vi kalder dialektiske forhold. Sådan hænger tingene sammen i den ydre verden, og det afspejles i den enkeltes bevidsthed.

Selv når vi beskæftiger os med folk fra samme kultur med fælles interesser og ønsker om at stå sammen, er det svært at forstå hinanden og at omgås hinanden.

Denne skelnen mellem frygt og angst er mere af begrebslig art – dvs. teoretisk – end den er praktisk. I virkelighedens verden er det oftest ikke muligt at skelne mellem de to former. Det skyldes at fornemmelsen i forbindelse med en bestemt genstand eller situation – frygten – smelter sammen med den diffuse fornemmelse – angsten.

Hvorfor er det så svart at omgås hinanden? er der mange som spørger. Det er der mange svar på. Først og fremmest findes der grundlæggende modsætninger mellem mennesker – som f. eks. at arbejdsgiver og lønmodtager må have forskellig indstilling til lønnens størrelse.

vi ikke ser dette i øjnene og da der ikke er en bestemt fare, findes der ikke noget direkte anvendeligt forsvar. Angst er således det dækkende begreb. Angst udtrykker en diffus følelse – vor grundtilstand – som iøvrigt er forbundet med alle andre synlige og usynlige trusler og farer i vor eksistens.

socialpsykologi. Den har det brede sigte at beskrive relationerne mellem individer og grupper til forskel fra individualpsykologien, der betragter ét individ ad gangen.

blive lammet og ingen ting at foretage sig.
Moderne mennesker er sjældent ude for at skulle flygte eller kæmpe i bogstavelig forstand. De oprindelige former skal oversættes til nutidens udgaver. Flugt bliver til tilbagetrækning-dvs. at vende reaktionen indad og blive depressiv – og kamp bliver til aggression – at reagere udad mod omverdenen. Kan man ikke foretage sig noget taler vi om hæmning

Her følger vi de urgamle reaktionsmåder med flugte eller kamp. I hvert fald i de oprindelige udgaver betyder kamp og flugt fysisk udfoldelse, og der igennem reduceres kroppens stress som er modstykket til angstfølelsen i bevidstheden. Det at reagere aktivt reducerer således angstfornemmelsen i modsætning til det at blive lammet og ingen ting at foretage sig