Det er de danske som flygter

Mere end tre hundrede danske skibe var på verdenshavene blevet sænket af de tyske ubåde – og mindst syv hundrede søfolk var omkommet – men det var ikke et tal eller en tragedie, der var kendt viden om og slet ikke i København. Mange havde desuden haft slægtninge, venner og bekendte i de dele af Slesvig, der havde ofret så mange danske liv i de tyske skyttegrave; mere end fem tusinde sønderjyske mænd var døde, sagde de værste rygter.
Det var heller ikke noget, man fra regeringen i hovedstaden talte højt om. Den tyske frygt havde vejet tungere end frimodig tale, og den dyrebare neutralitet havde haft sin pris. Nu, hvor det alligevel var for sent, så de magthavende ingen grund til at rippe op i dét, der var sket, og som havde det bedre bag dække og i glemsel. Sagen angik et mindretal i en lokal, langt fjernere del af landet, og den stemning, som diskussioner kunne medføre, var ikke i nogens interesse, ikke i folkets, ikke nu, ikke i en stærk og løfterig tid med udsigt til fred for alle de kommende generationer.
Det havde

stemme til en hvisken – “... tyskere er jo også mennesker.”
Mange af deres kolleger havde sagt nej til at bruge ressourcer på flygtninge fra det land, der havde besat Danmark – og Ragnhild gjorde alt, hvad hun kunne, for at feje de nødstedtes bønner og henvendelser væk fra sin mands skrivebord: “De skal for himlens skyld hjælpes i deres eget land – nær dem selv – så deres kræfter kan bruges på genopbygning, når den tid kommer,” sagde hun.
I Østersøen var et ombygget tysk passagerskib med næsten titusind tyske på flugt fra russerne blevet sænket, men alligevel forekom det hele danskerne fjernt og fremmed – og affødte mest af alt en gysen. Efter knap fem års besættelse var der ingen virkelig vilje til at redde de sidste dages fortvivlede, og de mest nationale danske fremsatte opråb i flyveblade, der advarede enhver såkaldt ‘god dansker’ om, at de tilstrømmende flygtninge var en del af krigsmagten – og at et knæfald for dem kunne være fatalt.
Det var et sådant papir, den unge læge nu rakte hen over mødebordet:
Flygtningene er blevet os paatvunget – det er en ny Form for Invasion, læste Erling. De er her uden Ret – ikke engang Krigens Ret, Til at begynde med er de klynkende og vil gerne vække Medlidenhed, men snart føler de sig hjemme og bliver frække og stiller Fordringer. De kommer, mens hundreder af vore egne Landsmænd deporteres uden Lov og Ret til tyske Koncentrationslejre, hvor de er udsat for Tortur og Sult.
Han læste det to gange og vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var skrevet af en borgergruppe af ‘bekymrede danskere’, og det syntes vanskeligt at modsige. Længe sad han tavs, fanget mellem sine stadig mere umulige valg – mens han samtidig blev ramt af en dyb trang til bare at rejse sig og gå. Forlade det hele. Men det var naturligvis absurd …
Ragnhild puffede de to lægers kvaler til side med et resolut budskab, sådan som hun altid gjorde: “De fremmede flygtninge får simpelt hen ikke adgang her til huset. Jeres pligt er over for de mennesker, der stoler på jer, og som er vores egne. De danske står først.”
En af

politikere.”
Nu vendte hun sig mod Erling. “Ja, jeg kender jo min ABC, og lige nu lærer den os, at alt det, der sker i verden, må underkastes grundig omtanke og omhyggelig vurdering – således at intet belaster os unødigt og ingen lader sig gribe af uoverlagte følelser som fortrydelse eller skam eller vrede. Den rene danske samvittighed skal beskyttes frem for alt, og det er dette avisudklip beviset på. Når vi svigter de nødstedte, må det gøres sådan, at ingen føler ansvar eller skyld, fordi vi kun gør det af nødvendighed.”
Han svarede ikke, og hun fastholdt hans blik: “Jo, Erling Brinch, sådan lyder nødvendighedens ABC i Danmark nu – og det er den, det er vores ansvar at modsige. Det var dét, Poul Henningsen gjorde, da de fyrede ham.”

Det var ikke særlig overraskende, at Politikens øverste chefer havde lagt indlægget fra deres gamle medarbejder til side, tænkte Erling. Han havde endnu en gang stukket sit skarpslebne næb ned i det ømmeste punkt:
Lige nu afvises jøderne ved grænsen – og sendes tilbage til Tyskland – også når det kan koste de forfulgte livet i nazi-lejrene, som snart er fyldte til bristepunktet og rummer gamle såvel som kvinder og børn, skrev han og fortsatte sit opråb med en besk opsummering – der altså heller ikke var blevet trykt i avisen:
Regeringen har kun behøvet en lille håndfuld gode argumenter for den førte politik over for nationen: Hvis der kommer for mange jøder til vores land, risikerer vi på kort tid at blive rendt over ende; overdreven hjælpsomhed kan ende med at true den offentlige orden på grund af befolkningens modstand; støtte til de forfulgte vil øge antisemitismen, som vi danske ellers bekæmper; vi bør således ikke udfordre vor egen tryghed – ved at provokere det nye stortyske regime unødigt. Ja, det er de fire begrundelser, vi behøver; ikke færre, ikke flere, for en så uanstændig politik.
Han kunne næsten høre den gamle bladmands nasale stemme – under de sidste hidsige konklusioner – i køkkenet på Møllebakken:
Heller ikke de berygtede Nürnberglove har været grund til at give de ulykkelige asyl – eftersom borgere i enhver nation må underlægge sig deres eget lands lovgivning, uanset umenneskeligheden. Selv Scavenius maner pressen til besindighed – og det betyder tavshed – for at alting kan aftales internationalt og en dag løses ved at finde et særligt isoleret jøde-land langt herfra.
Han havde gjort det aldrig offentliggjorte indlæg færdigt med ordene:
Ja, mine medborgere, sådan har vi defineret vores stilling i jødespørgsmålet – og derfor har vi på blot tre år afvist næsten alle flygtende og dermed opført os værre end alle andre lande omkring os; alt dét, ihukommende vor justitsministers manende ord, som de altså blev nedfældet for nylig: ‘Umenneskelig vil man ikke være, men menneskelig tør man

“Der døde 30.000 mand alene ved Somme på den første dag,” sagde Høgen og rejste sig let vaklende med sit glas i hånden: “Så lad os skåle … på den største idioti, verden endnu har set.”
Han vendte sig mod Ida: “Desværre vil din brors generation af unge mænd blive den tyndest besatte i mands minde – uanset vinderen – mens det nye Europa bliver overbefolket af gamle skiderikker, hvis største indsats har været at slå deres sønner og sønners sønner ihjel.”
Han hikkede en enkelt

“Det er retten til at tænke frit – her til lands – indtil nogen tænker forkert, ikke? Fordømmelse som afsæt for egen storhed … uhyre dansk.”
Høgen fyldte langsomt sit glas af den endnu halvfulde flaske. “Måske rummer vores behandling af de særeste og mest utilpassede alt det, vi behøver at vide om os selv – og mere er der vel ikke at sige om vores store fællesskab.”

måtte skyldes den champagne, han aldrig havde fået i sit hjem i Sønderho.
‘Samfundet og sædelighedsforbryderen’, hed kronikken.
“Ja, i dette lille … smædeskrift latterliggør min kollega Johannes V. Jensen sin forfatterkollega, Bang …” – han holdt avisudklippet op i lyset fra loftslampen – “... og dét her er Jensens egne ord om mænd som ham … Lad dem have deres privatliv som før, lad dem disponere over deres person og finde hinanden i hemmelighed, men de har ingen mission. Deres skidne kønsforrykthed keder kun almindelige mennesker, lad dem holde sig ude fra dagslyset dermed!"
Han foldede kronikken sammen, og Erling kom langt om længe på benene.
“Ja, dér kan du se …” – Høgen havde sat sig igen – “... det er dét frisind, som ingen skal tage fra os, og som aldrig kan knægtes eller landsforvises – så længe det bare tager ophold i mørke – eller landsforviser sig selv, ligesom Bang gjorde. Og selvfølgelig Hubert, inden du fandt ham. De anderledes …”
Han puffede avissiden fra sig. “Det er retten til at tænk

Det var Henrik, der hævede stemmen over den almindelige tummel: “Folk, der taler som dig, Klaus, vil aldrig komme til at tale for danskerne …” – og det var et sært højtideligt modsvar fra den kommunistiske havnearbejders søn, som Ruth Jensen havde taget i pleje.

udgjorde sommergæsternes genvej til stranden, kunne de som altid høre fjerne stemmer og latter. Når de rejste sig og strakte hals, var

Det er retten til at tænke frit – her til lands – indtil nogen tænker forkert, ikke? Fordømmelse som afsæt for egen storhed … uhyre dansk.”