For meget af det gode: på rejse gennem en spiseforstyrrelse

Men jeg har bevidstheden om at en eventuel trang til at overspise bunder i at jeg ikke gider tage mig af mig selv. Den tanke plejer at kunne afholde mig fra at gøre alvor af spisningen. Jeg tænker på at hver eneste bid chokolade jeg spiser på trods af min viden om hvad jeg har det godt med, tjener til at lukke munden på mit eget følelsesliv.

Da det gik op for mig, begyndte jeg at give min fantasi nogle andre beskæftigelser når spisetrangen meldte sig. I stedet for at kredse om det saliggørende i et ædeflip, prøvede jeg at leve mig ind i hvordan det ville være hvis jeg modstod spisetilskyndelsen. Hvordan ville de næste timer, de næste minutter se ud? Hvordan ville det være at gå forbi chokoladebutikken og videre hen ad fortovet i stedet for at gå derind? Hvordan ville det være at komme hjem uden 'farlig' mad? Hvordan ville min krop føles uden 'farlig' mad i maven? Hvad ville jeg tænke? Hvad skulle jeg lave når jeg kom hjem, når jeg nu ikke skulle spise? Hvordan ville jeg have det når jeg vågnede næste dag?

For mig hænger ønsket om kontrol sammen med manglende tillid til at noget som helst i livet vil løse sig uden en kolossal indsats fra min side. Det vender jeg tilbage til senere.

Det er ikke altid jeg kan finde fornemmelsen af hvad Lille-Anne Marie har på hjerte. Men jeg har bevidstheden om at en eventuel trang til at overspise bunder i at jeg ikke gider tage mig af mig selv. Den tanke plejer at kunne afholde mig fra at gøre alvor af spisningen. Jeg tænker på at hver eneste bid chokolade jeg spiser på trods af min viden om hvad jeg har det godt med, tjener til at lukke munden på mit eget følelsesliv.
Arbejdet med at lære at tage vare på sine egne følelser er en stor opgave, for den involverer alle livets områder – følelserne er jo med i alt hvad man gør. Til gengæld får man nogle uvurderlige gevinster når man får det lært. Det bedste jeg får ud af det, er følelsen af at nogen interesserer sig for mig og tager sig af mig. Et grundlæggende tryghedsbehov bliver opfyldt. Den følelse er stærk nok til at kunne få mig til at lade være med at overspise.

Uanset hvilke følelser der er på spil, og uanset hvor lidt jeg kan ændre på det der forårsager følelserne, synes jeg det hjælper atgøre noget. Passivitet er en risikabel situation for mig at blive for længe i, fordi den undertrykte trang til at tage affære måske kunne få mig til at ty til den 'løsning' der hedder overspisning.

Det er vigtigt for mig ikke at indgå strikse aftaler med mig selv, som falder totalt på gulvet hvis de brydes. Når jeg gør det, forsøger jeg nemlig at smide ansvaret for mig selv fra mig. Det gør jeg ved at bilde mig selv ind at hvis jeg laver en skriftlig og formel aftale, vil den sørge for at mit liv bliver levet på den rigtige måde. Jeg tror at aftalen vil have så megen autoritet at jeg uden videre vil indordne mig under dens regler. Men erfaringen har vist mig at end ikke nok så mange aftaler, rammer og begrænsninger kan leve mit liv for mig og sørge for at jeg ikke dummer mig. Jeg er nødt til at leve mit liv selv. Jeg er nødt til selv at drage omsorg for Lille-Anne Marie.

At overdrage ansvaret for mit liv til en aftale på et stykke papir svarer til at bortadoptere mit indre barn. Når jeg indgik aftaler, var jeg ude på at få nogle andre eller noget andet til at tage sig af Lille-Anne Marie, fordi jeg ikke syntes jeg selv kunne finde ud af det.
Men kun ved at beholde mit indre barn hjemme hos mig selv og selv tage mig af hende, kan jeg skabe nogle spisevaner der holder i længden. Når Lille-Anne Marie begynder at kræve chokolade, tager jeg diskussionen op i stedet for at feje hende til side. Jeg prøver at finde ud af hvad der er i vejen.

At spørge ind til mine egne følelsestilstande på den måde gav mig – og giver mig stadig – en rar, varm fornemmelse af at nogen tager sig af mig. Selv om det bare er mig selv der tager sig af mig

Jeg har ført mange kampe med mig selv for at vække den voksne, ansvarlige Anne Marie op til dåd. Desværre er de to Anne Marie'r så tæt vævet sammen at jeg nok i begyndelsen tit kom til at henvende mig til den forkerte; jeg er kommet til at skælde ud på Lille-Anne Marie i stedet for Store-Anne Marie.
Måske kan det virke en smule indviklet med al den snak om Anne Marie'r i forskellige størrelser. Mere enkelt kan det siges sådan at det gælder om at blive voksen, tage sit ansvar for sig selv på sig og så sørge for at tage vare på sig selv. Som misbruger opfører man sig i mange tilfælde som et barn, hvilket ikke er spor hensigtsmæssigt når man rent faktisk er blevet voksen. Der er brug for en voksen bevidsthed til at danne sig overblik over situationen og komme med løsningsforslag.

Den del af mig der skulle forestille at være voksen, opførte sig som et barn, og den del der skulle forestille at være et barn, var blevet alt for tidligt voksen. Og fordi jeg var blevet for tidligt voksen, gjorde en del af mig modstand ved at nægte at blive voksen og passe sine voksne pligter. Store-Anne Marie var gået i strejke.
De reaktionsmønstre man har som overspiser, og som misbruger i det hele taget, er i høj grad et barns reaktionsmønstre. Tilbøjeligheden til ikke at se ret langt ud i fremtiden, ønsket om at gribe til den letteste metode til hurtig nydelse, den manglende erkendelse af at det man gør, er til skade for én selv – alt sammen er det typisk for et barn.