Farvel til våbnene

Jeg spadserede ned til en sidegade, som var en genvej til hospitalet.

Javel, sir!“ Han forsvandt og lukkede døren. Jeg dykkede igen ned i aviserne og i krigen i aviserne og hældte langsomt sodavandet ned over isen i whiskyen. De måtte komme med isen for sig selv næste gang! Så kan man se, hvor meget whisky der er, og den bliver ikke pludselig tynd af for meget sodavand. Jeg ville købe mig en flaske whisky og kun bestille is og sodavand. Det var det fornuftigste! God whisky var en stor behagelighed. Det var en af de behageligste ting i livet.
„Hvad tænker du på, min skat?“
„Whisky.“
„Hvad for noget med whisky?“
„På, hvor dejligt det er.“

Jeg sagde ingenting. Jeg blev altid forlegen, når jeg hørte ordene ‘hellig’, ‘glorværdig’ og ‘ofre’ og udtrykket ‘forgæves’. Vi havde hørt dem stående i øsende regn næsten uden for hørevidde, så kun de ord, der blev brølet ud, kunne trænge igennem; vi havde læst dem i proklamationerne, smækket op af plakatsmørere over andre proklamationer; vi havde hørt dem i flere år; og jeg havde ikke set, at noget var helligt, og de ting, som skulle være glorværdige, havde mistet glorien, og ofrene var ligesom slagteriernes affaldspladser i Chicago, hvor kødet bare blev gravet ned. Der var mange ord, man ikke kunne tåle at høre; til sidst var det kun navne på byer og steder, som var til at holde ud. En undtagelse dannede også visse tal og visse datoer; de havde i det mindste betydningsindhold; abstrakte ord som ære, hæder, mod og hellig jord var uanstændige i sammenligning med de konkrete bynavne, vejenes tal, flodernes navne, regimenternes numre og de forskellige datoer. Gino var patriot, derfor sagde han en gang imellem noget, som skilte os ad, men han var en flink fyr, og jeg kunne godt forstå, han var patriot. Det var han født til. Han kørte med Peduzzi i vognen tilbage til Gorizia

kornmod

kornmod