Uden håb

Det er forbløffende, hvad en stemme, man har længtes efter at høre, kan gøre ved ens hjerte

for ingen andre kan få min krop til at reagere, sådan som den reagerer lige nu

Han stirrer på mig og fortsætter med at stryge håret på siden af mit hoved med sine fingre.

”Jeg skal tisse,” klukker hun.

Han venter lidt med at svare, mens han fortsætter med at stirre udtryksløst på mig.

Isen hjalp, men den hjalp nok ikke så meget, for Breckin har lige sat mig af ved min bil, og jeg sidder i førersædet ude af stand til at bevæge mig.

Jeg venter på en forklaring, men i stedet kniber han bare øjnene sammen og iagttager mig.

Jeg kan ikke lade være med at le indeni.

Hvis Gud er sådan en type fyr, der dømmer en til helvede bare for at elske nogen, så ville jeg alligevel ikke have lyst til at tilbringe evigheden sammen med ham.

”Jeg kan ikke komme mig over, at du synes, jeg er lækker.”
”Hold kæft.”
”Du fakede sikkert besvimelsen forleden dag, bare så du kunne blive båret i mine lækre, svedige, mandige arme.”
”Hold kæft.”
”Du fantaserer garanteret om mig om natten, lige her i denne seng.”
”Hold kæft, Holder.”
”Jeg vil vædde på, at du også ...”
Jeg rækker over og presser hånden mod hans mund. ”Du er meget lækrere, når du ikke taler.”