Fremtidsspejl

han ville sikre sig, sverre jun, derved ødelagt alt

Gordon var parat til at afhænde sit Nøjrup-tilhørskort …“ sagde Lea med en hovedrysten. „De er jo efterhånden temmelig eftertragtede. Oppe i høj pris på det sorte marked i Gammel-danmark

Dengang Jørgen og jeg sad og småsnakkede på midtvejsbænken, spurgte han ind til hvad jeg lavede. Hvor jeg fortalte noget selvmodsigende om at jeg gik og samlede indtryk til et produkt der gerne skulle generere sig selv. Så det var dét jeg lavede?

Selvfølgelig havde jeg nedfældet en del noter under mit ophold i Nøjrup. Og nogle få tanker. Nu følte jeg mig tvunget til at sammenfatte. Opdagede derved at mine ideer og indfald var længere fremme end jeg selv vidste af. En kort artikel om det jeg syslede med hvormed jeg havde en original fødselsdagsgave til Jørgen. Som var en endnu større gave til mig selv. For jeg måtte modstræbende (?) indse at jeg kun manglede nogle sammenfattende afsnit før værket kunne slippes ud på markedet

den forbindelse vendte jeg mig mod mine noter fra samtalen med fodnoteeksperten. (Mine fodnoter, havde
jeg nær skrevet, men afstod (næsten).) Hvor jeg luftede mine vage planer om et spil i et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet. (Svært når de er hovedløse.)

Jeg var begyndt at indse at mit ophold i Nøjrup nok blev længere end først beregnet. Indtil nu havde jeg mest slentret lidt omkring, hilst på gamle bekendte, siddet på en bænk hvor jeg blev præsenteret for skolekammeraters børn. Mens jeg først og fremmest forsøgte at indleve mig i stedets nye levevis. I håb om at det kunne sætte liv i mit værk. Eller danne en levende ramme om et selvgenererende spil

Mor og datter, Mal- og Ir-ene, omfavnede hinanden hjerteligt. Eller set fra min synsvinkel: Malene-som-midaldrende

Jørgen fortalte om en russisk forsker der havde inspireret ham. Denne holdt oprindelig ræve for at sælge deres skind. Men begyndte at udvikle dem. Noget så enkelt som at stikke en behandsket hånd hen til hver ræv. Nogle var aggressive, hvæsede og bed efter handsken. Andre snusede nysgerrigt, indladende. De sidste blev udvalgt, de omgængelige, kontaktsøgende fik lov at formere sig med hinanden. Samme metode for næste generation. Og næste. Efterhånden udvikledes stadig mere imødekommende eksemplarer. Efter bare otte generationer havde han frembragt ræve der var åbne, venlige og endda havde skiftet udseende. Mere hundeagtige ører, skindet ændret. Begyndte endda at gø, forsøg på at kommunikere.

Jørgen demonstrerede igen stolt hvor ubesværet hvalpen kunne holde balancen på bagbenene. Da jeg som barn mistede Brag, sørgede Laura Præst for at jeg fik en hundehvalp netop af Jørgen.43 Som jeg taknemmeligt opkaldte efter præstinden, dog uden el. Sådan skal jeg have sagt. Aura. Aura fra Laura, jeg havde det med ord dengang.

Jørgen benyttede præcis den samme metode som russeren. Men på hunde. I hans tilfælde udvalgte han de dyr der var dygtigst til at stå på bagbenene. Dem der var mest interesserede i at forsøge at lære det. Dem der tilsyneladende
kunne lide at gå på to, efterhånden næsten fandt det naturligt. Det lykkedes hurtigt, takket være hundes store plasticitet.

Jeg rynkede brynene, han uddybede: Vi har jo alle bemærket hvilken kæmpe variation der er mellem de forskellige hunderacer, fra de største til de mindste, fra de vraltende til de smidigste. Selvfølgelig fordi man har avlet og udvalgt på dem. Men prøv at sammenligne med heste og katte. Dem har man sikkert avlet lige så ivrigt på. Alligevel har de stort set bevaret deres udseende. Hvorimod hunde var utroligt føjelige, også genetisk set. Derved var det lykkedes for Jørgen at udvikle Canis erectus, som han sagde med en vis stolthed. Kræet gøede ivrigt som om den ønskede at tage imod rosen.

Læren om det hypersociale samfund, sådan som menneskene i Nøjrup er på vej til. Står der i underteksten. For patetisk for min smag. Alligevel en sær fornemmelse at en flippet børnebog, som ovenikøbet er en slags forlængelse af mit beskedne åndsprodukt, skal lære mig at se. Bedre at forstå min barndomsby. Som jeg nok har været tilbøjelig til at skamme mig over.

Kvinden støttede sig til en opretgående hund af omtrent samme højde som hende. Hun havde en arm over dens skulder, mens hunden holdt en forpote hævet, parat til at støtte hende hvis hun snublede. Over den anden skulder bar den hendes taske.

Det er jeg sikker på du er. Ellen kommer selvfølgelig. Og Johanne, min søster.“

„Hende kender jeg vist ikke.“

„Kronofysiker. Jeg troede det var sådan noget du beskæftiger dig med?“

„Nej, det er snarere noget inden for it, autokreative historier.“