Asfalt og blomster

biffen, rejste.”
“Var

Jack hamrede en knytnæve lige i fjæset på Kenneth, så én til, der ramte næsen med en uhyggelig, knasende lyd.

De fløj over vandet til Malmø, proppede sig med Jolly Colaer og Yankie Barer, piskede hjem igen med den samme båd, for Jack kunne ikke vente med at komme ud på vandet igen, og det var hans dag, hun kunne ikke få sig selv til at nægte ham noget, selvom hun gerne ville have gået lidt rundt i byen, bare for at se noget andet end det sædvanlige.

Men om aftenen da han lå i sin seng, og hun stod og børstede sit hår foran det lille vægspejl, tankerne andetsteds, både spændt og lidt ærgerlig over aftalen med Holger, selvom hun vidste at Hertz nok skulle komme igen, lød det fra sengen: “Mor?”

Og hun huskede Hannahs ord, en udvej, men det var ikke derfor hun tog i døren. Et øjeblik følte hun sig fri og lykkelig. Hun kunne gøre lige hvad hun ville. Der var en som tænkte på hende. Hun fandtes. Hun var til.