Jutlandia – Krig, kald & kærlighed

Bl.a. fik vi i dag en stakkels ung koreaner på 22 år, som ulykkeligvis havde trådt i en landmine og var blevet frygteligt tilredt. Det ene ben var revet af oppe midt på femur [lårknoglen], det andet så fuldt af splinter, at han måske ikke kan beholde det. Desuden otte sår i maven, så der måtte laves kolostomi. Ellebæk, Hecht og Galatius arbejdede med ham i fire timer, og han har fået 24 flasker blod.

Jeg sad vagt hos ham fra 19-01, og der var meget at gøre hele tiden. Hen gik i chok flere gange, men med mere blod fik vi ham rettet op gang på gang. Kl. 2 i nat måtte de til at suturere [sy] og sætte peanger [klemmer] på tapblødende årer. I dag har han det nogenlunde.

I dag kl. 13 tog jeg med landlovsbåden sammen med godt en halv snes stykker mere til Inchon. Hvilken rædsel! Nej, man kan ikke forstille sig en sådan elendighed, før man har set det.

Inchon på 200.000 indbyggere er næsten kun ruiner, ingen vinduer i et af husene, fattigt, fattigt, fattigt så det ud. Og børnene ..., vi havde hele tiden en hale af ca. 20-30 små, sultne, fattige og forældreløse børn tiggende bagefter os.

Det var et frygteligt møde med Koreas elendighed.

Vi pukler dagen lang, men det er jo også det, vi er kommet herud for. Men jeg håber ikke, det skal vare et helt år, for jeg længes hjem. For mig er det bare om at få dette år til at gå hurtigst muligt, og sådan tror jeg, der er mange, der har det.

De er så lemlæstede, de arme soldater. En hel afdeling var fyldt med unge mænd, som havde helt eller delvist mistet deres lemmer. Foged var helt deprimeret. Om kort tid er vi ved fronten, og der venter os sikkert mange rædsler.

For resten, hvordan går det med krigen i Korea? Det ved vi nemlig intet om. Vi retter os efter patientantallet. Kommer der mange, regner vi med, det går hårdt til, og får vi ikke ret mange, regner vi med nogenlunde ro. Der er en 60-70 km til fronten herfra. Forleden vi var ude at køre, kunne vi høre kanonerne, men man tænker underligt nok slet ikke på det. Somme tider kan jeg slet ikke forstå, at jeg ikke kan gå ud og tage en Linje 2 til Rådhuspladsen.

Jeg føler mig forpligtet gennem Atlantpagten til at tilbyde min hjælp, da jeg mener at kunne blive afløst herhjemme og har lyst til at ”prøve mine kræfter” på nye opgaver efter at have været bundet herhjemme først efter krigsårene og de sidste fem år i en ny og vanskelig stilling.

Jeg var ikke helt ”moden” nok til at få så meget ud af turen, som jeg kunne. Jeg har tit efterfølgende været lidt flov over, at jeg ikke satte mig bedre ind i de lokale forhold og prøvede at lære nogle koreanere at kende.

Hun blev med sine 25 år vurderet til at være for ung. Af hensyn til patienterne – unge mænd mellem 18 og 25 år – foretrak man sygeplejersker i 30-40-års-alderen, der kunne sætte sig i respekt og havde opnået stor erfaring. Det lykkedes dog Tove Lodbjerg at komme med på tredje togt.

Som chef for ekspeditionen udpegedes flådeofficeren, kommandør Kai Hammerich, der netop var fratrådt som præsident for Dansk Røde Kors. Det var en post, som krævede god vidde i uniformsbukserne. Han skulle modtage ordrer fra den amerikansk ledede FN-kommando i Japan og samtidig varetage den danske stats og Dansk Røde Kors’ interesser. Især det sidste var problematisk, eftersom Jutlandias medvirken på FN’s side stred imod organisationens princip om ikke at skelne mellem ven og fjende. Desuden skulle han samordne skibets og hospitalets kulturer, og dertil kom spørgsmålet om, hvem der havde det sidste ord i en nødsituation: kaptajnen, hospitalschefen eller ham selv?