Efter solen

hun vores plastickrus med en sort drik der lignede cola, men

var den styrtet ned og lå i stedet og kaldte på jordens aliens: vadefugle, pungdyr, vildkaniner og hornede drøvtyggere, ældgamle arter med minder fra før jorden blev befolket. Men det betød ikke noget for ham hvor Senderen kom fra og med hvilket formål

Jeg ankom til København svedig og halvvejs ude af mig selv efter en yderst fiktiv flyvetur.

Men Manu er ikke i klubben i dag eller i morgen. Han er ikke i omklædningsrummet, i det levende vand, i solen, på sandet, i det store gitterværk af plastic, kød, cremer, parasoller og drinks. Uden ham er der kun alt det.

Han bevæger sig inde i mig, min rygsøjle bliver gelé.

Han siger: ”Du ved godt jeg ikke vil røre ved andre end dig,”

Jeg mærkede den bedrøvelse der styrter sammen i din mave, idet du forstår at den du elsker og bor med, er ensom.

Den dybe, udødelige træthed der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var alt der kom til udryk. Det var dét der skræmte mig ved dem, den måde deres træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand.

havde rejst sig fra vindueskarmen og hang midt i rummet og lyste ud af sin krøllede hud som en rispapirlampe, et ældgammelt væsen på speed.

Det var sådan de betalte for deres ophold på afvænningscenteret, fortalte Aurora, ved at arbejde det af på fabrikkerne. Det var alt sammen ejet af et af de private firmaer som staten var begyndt at udbyde sine sociale opgaver til.