De svære år

– Jo. Jeg hader at svømme i svømmehaller. Det er for at få mit ben bedre. Jeg føler mig som en tiger i et bur. Op og ned, frem og tilbage.
– Når vi kommer til London, skal jeg nok tage med dig, sagde Clary.

g hendes arm på den mørke gade, mens de vandrede

Michael fulgte Louise på hospitalet søndag ved aftenstid, før han tog toget tilbage til Portsmouth.

– Efter krigen vil jeg nok finde en, der bygger huse, og så vil jeg være den, der indretter dem, sagde hun.

Men da Michael var faldet i søvn, begyndte tøbruddet, elendigheden.

Når vejret var godt, spadserede de rundt i London, mens han tog billeder – af udbombede kirker, udbombede huse, forladte forretninger med sandsække for vinduerne, beskyttelsesrum, kamuflerede antiluftskytsreder, taxichaufførernes gotiske hus på Hyde Park Corner, hvor han fortalte, at de sad og spillede kort – han var en omvandrende guldgrube af den slags oplysninger.

Det meste af vandet var sivet bort, men de snavsede rester lå tilbage overalt i stueetagen – i stuen, i det lille køkken og på toilettet.

Der gik rygter om skilsmisse, og Lydia sagde, at han så ud til at være vældig lun på mrs.

Når hun havde læst dødsannoncerne i The Times, ville hun med lidt held give sig til at brodere og kunne sidde alene et stykke tid.

Åh nej! Jeg ville ønske, han ville lade