«Jeg ville med største sindsro vædde mit hoved på, at håndskrifterne er lige så forskellige som stil og indhold i disse aktstykker, hvor den Hallske vage ordflom, perfidi og uvederhæftighed, smålige lommeprokuratorkneb og permanente holdningsløshed danner en så modbydelig kontrast til hans store modstander knappe klarhed, sikre, rolige kraft og den fornemme ærlighed, der er styrkens forret.»
I slutningen af 1800-tallet skabte den prominente danske forfatter Karl Gjellerup et enormt røre i Danmark for disse linjer om Hall og Bismarcks noteveksling før krigen i 1864. «Mit formentlige højforræderi mod det danske folk» er et forsvar mod de mange anklager, der udfordrede Karl Gjellerups fædrelandskærlighed.
Karl Gjellerup (1857–1919) debuterede i 1878 som forfatter med “En idealist” og vandt i 1917 Nobelprisen i litteratur sammen med Henrik Pontoppidan. Karl Gjellerup skrev romaner og noveller og var ofte kritisk over for kristendommen og de gængse normer. Han var inspireret af Georg Brandes‘ litteraturkritik og blev selv en del af Det moderne gennembrud i dansk litteratur.
