Sportshjerte

Jeg står tilbage, ser ham slutte sig til feltet længere nede ad hovedgaden. Kikkertsigterne følger rytterne fra hustagene. Hårene i min nakke rejser sig. Det er smukt nok, døden indrammer os allesammen, men det er smukt nok. Matti forsvinder som en lille prik rundt om den gamle borgmur. Med planer gemt i sit cykelstyr.

For Baggesen var Schweiz det hellige, frie, lyksalige land, hvis indbyggere havde bevaret den eneste rest af frihed, det forkælede Europa havde tilbage år 1789. Da havde Jean-Jacques Rousseau for længst begivet sig ud på den sidste vandring, hvorfra ingen vender tilbage. Han var død 1778. Rousseau skrev inderligt og opgivende på samme tid. Han var genfer, et bymenneske. Det efterladte værk er en smuk, rodet og paranoid bog. De bedste drømmerier er viet botanikken, nerveberoligelsen ved at gå i detalje med det levende. Naturen byder den udstødte, indadvendte velkommen. Gud har med sin finger hældet Jordens akse, og – til filosoffens beklagelse – beordret menneskene at blive sociale. Men i samtale med en blomstrende natur fordriver Rousseau de sidste år af sit liv hendrømmende, som han selv omtaler tilstanden.

Vi er begge havnet i cykelsporten gennem filosofistudier. For Brian Nygaard går der en lige linje fra Ludwig Wittgensteins eremithytte til livet i cykelsporten. Man trækker sig væk for at vende stærkere tilbage. Man opruster i ensomhed. Tour de France er et nødvendigt onde for Brian Nygaard. Han har det svært med den ekshibitionisme, der ligger i at skulle præstere i alles påsyn.