Dræb ikke en sangfugl

Det var søndag, og tante Alexandra var ganske særligt pirrelig om søndagen. Jeg tror hendes søndagskorset var årsagen. Hun var sådan set ikke tyk – bare massiv, og hun foretrak et panser, der skød hendes barm op i svimlende højder, kneb hende i siderne og fik hende til at strutte bagpå, så at man fik det indtryk, at tante Alexandra fra herrens hånd var tænkt som et timeglas. Synet af hende var overvældende fra alle vinkler.

. Der er ét sted, hvor en mand burde have en fair behandling, ligegyldigt hvilken af regnbuens farver hans hud så har, og det er retten, men folk har det nu engang med at bringe deres fordomme med bag nævningeskranken.

Der er trods alt et par ting, der ikke kan bukke under for flertallet, og en af dem er et menneskes samvittighed.”

de. Det var onkel Jack, der indviede os i denne kunsts mest elementære regler, og han sagde, at Atticus ikke interesserede sig for skydevåben. En dag sagde Atticus til Jem: “Jeg vil helst have, at I skyder til måls efter gamle konservesdåser ude i baghaven, men jeg ved, at I før eller senere begynder at skyde fugle. Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl”.
Det var den eneste gang, jeg hørte Atticus sige, at noget var en synd, og jeg spurgte miss Maudie nærmere.
“Din fader har ret, min pige,” sagde hun. “Sangfugle gør ikke andet end at skabe musik, som vi kan nyde. De ødelægger ikke folks haver, de bygger ikke rede i staldenes krybber, de gør ikke andet end at juble af hjertens lyst med de stemmer, den gode Gud har givet dem. Derfor er det en synd at dræbe en sangfugl.”

Det var den eneste gang, jeg hørte Atticus sige, at noget var en synd, og jeg spurgte miss Maudie nærmere.
“Din fader har ret, min pige,” sagde hun. “Sangfugle gør ikke andet end at skabe musik, som vi kan nyde. De ødelægger ikke folks ha

En dag sagde Atticus til Jem: “Jeg vil helst have, at I skyder til måls efter gamle konservesdåser ude i baghaven, men jeg ved, at I før eller senere begynder at skyde fugle. Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl”.

“Hvorfra ved du, at en tændstik ikke gør den fortræd?”

“Skildpadder kan ingenting mærke, dit fjols,” sagde Jem.

“Har du måske nogen sinde været en skildpadde?”

En gang var byen blevet opskræmt af en række uhyggelige natlige begivenheder: Folks fjerkræ og højt elskede husdyr blev fundet i lemlæstet tilstand.

Han sammenlignede Toms død med det meningsløse slagteri af sangfugle

“Åh, de hører jo ikke til nogen steder. De farvede vil ikke vide af dem, fordi de er halvt hvide, og de hvide vil ikke vide af dem, fordi de er halvt sorte, og så er de ude i kulden og hører ingen steder til.