En verden til forskel

Når begrebet kvalificeret optimisme tidligere blev introduceret, er det ud fra forestillingen om, at det er muligt at gøre op med tidens fremmedgørelse, ensretning og undergravning af det bedste i mennesker. At vi med andre ord bevidst arbejder på allerede nu at udvikle vores skelneevne og reflekterer over, hvad der motiverer os til at bruge vores unikke menneskelige kvaliteter og ressourcer, og i stadig større grad og antal er parate til bevidst at foretage valg.
Afgørende for den kvalificerede optimisme er, at det er lige så let at have mere lødige motiver til at understøtte den måde, hvorpå vi bruger vores kvaliteter og potentialer, som det er at lade sig styre af for eksempel egoisme og magtbegær. Og at det ikke blot er lige så let at medtænke andre og handle for det fælles bedste; det er en befrielse – og dertil dybt meningsfuldt.

Spørgsmålet er, om den dualistiske kamp mellem det gode og det onde i mennesket skal ses som en uundgåelig livsbetingelse, som noget helt essentielt ved at være menneske, og at vi bare må håbe på, at tilstrækkelig mange vågner til dåd, den dag verden truer med at falde sammen om ørerne på os.

Internetbaserede netværksgrupper, nyheds- og kundskabsformidling og tænketanke, skyder frem i opgøret mod en undertrykkende politisk og økonomisk samfundsindretning. Fælles for bevægelserne er, at de består af borgere, der på kort sigt i helt konkrete situationer ønsker at stille sig til rådighed og vise medmenneskelighed, og som på længere sigt har ønsker og visioner om at gennemføre etisk funderede, bæredygtige og empatiske fællesskaber og samfundsformer, der skabes af og er til for mennesker. Fællesskaber, hvor frihed til nytænkning, kreativitet, kunstnerisk udfoldelse og et liv i pagt med vore naturlige omgivelser har højeste prioritet.

Den italienske filosof Paolo Flores d’Arcais peger ligeledes på reelle trusler mod demokratiet, der skyldes den økonomiske og politiske magts overherredømme, og som efterlader borgerne marginaliserede og magtesløse. Det er ifølge d’Arcais nødvendigt radikalt at ændre paradigmet for de eksisterende demokratiske samfund, således at borgerne kan genvinde suveræniteten som frie og lige medlemmer af samfundet og samarbejde gennem aktiv deltagelse.18
Spørgsmålet er, om et paradigmeskift – som anbefalet af d’Arcais – overhovedet er inden for rækkevidde. Og hvis ja, hvem vil da påtage sig opgaven med at forberede og skabe sådanne omfattende ændringer?