Jesus

Den jødiske sanger og forfatter Leonard Cohen – ham med ”Hallelujah” – beskriver på sin egen måde, hvorfor Jesus bliver ved med at forskrække og fascinere:
”Jeg er meget betaget af Jesus Kristus. Han er måske den skønneste fyr, der har betrådt jordens overflade. Enhver, der siger ’Salige er de fattige. Salige er de sagtmodige’, må være en skikkelse båret af mageløs generøsitet, indsigt og vanvid … En mand, der satte sig i tyvenes, de prostitueredes og de hjemløses sted, hans holdning kan ikke begribes. Det er en umenneskelig generøsitet. En generøsitet, der ville vælte verden omkuld, hvis den blev modtaget, fordi intet ville kunne holde til en sådan barmhjertighed.”

Her rammer vi ind i en anden brudflade mellem Jesus og den kristne bevægelse, der fulgte efter ham. Jeg tror ikke, at den historiske Jesus bad disciplene om at gå ud og gøre alle folkeslag til sine disciple. Jesusbevægelsen var på Jesus’ egen tid en intern jødisk reformbevægelse. I Matthæusevangeliet understreger Jesus flere gange over for disciplene, at det er jøder og kun jøder, der er målgruppen.
Ideen om at inkludere ikke-jøder og være en multietnisk bevægelse opstod først efter Jesus’ død. Og det var ikke ukontroversielt. De kristne måtte af holde det såkaldte apostelmøde om sagen omkring år 50 e.Kr., hvor Jesus’ egne disciple som Peter og hans bror, Jakob, faktisk var skeptiske over for ideen, mens den nytilkomne Paulus var dens stærkeste fortaler.
Og kosmopolitten Paulus vandt kampen

følgende århundreder udviklede sig til en egentlig kristen treenighedslære om Gud som faderen, sønnen og helligånden. Efterhånden som ikke-jøder konverterede til den kristne bevægelse, og den gradvist voksede ud af jødedommen, fik ideen om Jesus som Guds søn rodfæste som dogme i kristendommen.