Jeg er døden

satte han sig ind på førersædet.
”Vi skal stadig have renset

”Hvor længe?” spurgte Hunter. ”Hvor længe har han gået til terapi?”

Mrs. Sloans panderynke blev dybere.

”Undskyld, men jeg har svært ved at se, hvad det vedkommer Dem, kriminalassistent.”

”Det har ikke hjulpet ret meget, vel?”

Mrs. Sloan så fornærmet ud.

”De skulle tage at droppe den terapeut,” sagde Hunter.

Bag sin mor kom Marlon tæt på et smil.

”Hvad for noget?” sagde mrs. Sloan.

”De skulle droppe terapeuten,” gentog Hunter.

”Og hvorfor i alverden skulle jeg dog det?”

Hunters blik fandt Marlon og vendte så tilbage til hans mor. ”Den sørgelige sandhed er, at terapi og psykiaterbesøg for det meste er en sludder for en sladder. Det er i deres økonomiske interesse, at patienterne bliver ved med at komme igen. Marlons tilstand er langt mere almindelig, end De tror, mrs. Sloan. Og selv om De måske tror, De hjælper Deres søn ved at overbeskytte ham, så passer det ikke.”

Mrs. Sloan gloede på Hunter. Vreden dukkede frem i hendes øjne.

Han ignorerede hendes blik og henvendte sig til Marlon. ”Prøv én gang om ugen bare at gå én enkelt gade uden for din tryghedszone, Marlon, hvor langt det så er. Hvis du ikke kan klare en hel gade, så prøv en halv. Find en bænk et sted, og sæt dig ned. Når dit åndedræt er faldet til ro, så spørg en fremmed, der går forbi, hvad klokken er. Spørg to den næste uge. Og tre den næste igen. Den næste måned går du så én gade længere uden for din tryghedszone og gentager, hvad du gjorde før. Før du ved af det, har du fået nye venner, og alt angsthalløjet vil være fortid.”

Mrs. Sloans vrede blik blev til en fascineret stirren.

”Du behøver ikke terapisludder for at få hul på det her, Marlon. Du kan klare det selv. Én lille sejr ad gangen

”Helt enig,” sagde Garcia.