Mit navn er Lucy Barton

Jeg kom i tanker om hende efter at vi snakkede om Elvis. Hun var også fra Tupelo. Men de flyttede til Illinois – Carlisle – og så voksede hun op der. Jeg ved ikke hvorfor de flyttede til Illinois, men hendes far arbejdede på benzintanken der. Man kunne overhovedet ikke høre at hun kom fra sydstaterne. Stakkels Mary. Men hun var så sød som bare pokker, og hun var anfører for heppekoret, og hun giftede sig med anføreren for fodboldholdet, ham Mumfordfyren, og han havde penge.“
Min mors stemme var igen hektisk, opstemmet.
„Mor –“
Hun viftede med hånden. „Hør nu her, Wizzle, hvis du ellers vil høre en god historie. Hør nu her. Den her kan du godt skrive dig bag øret. Nå, Evelyn fortalte mig engang jeg var derinde og snakkede om –“
„Marilyn et eller andet.“ Det sagde vi samtidig, og min mor trak vejret for at smile; åh, hvor jeg elskede hende, min mor!
„Hør så her. Mississippi Mary havde altså giftet sig med den her rige fyr og havde fået, åh jeg ved snart ikke, fem eller seks piger, det var vist alle sammen piger, og hun var sød og rar, og de boede i et stort hus hvor hendes mand også havde sin virksomhed, jeg ved ikke hvad det var han lavede – Og hendes mand tog på forretningsrejser, og det viste sig at han i tretten år havde haft en affære med sin sekretær, og den sekretær var en fed ko, virkelig en fed, fed ko, og da Mary endelig fandt ud af det, fik hun et slagtilfælde.“
„Døde hun?“
„Niks. Nej, det mener jeg ikke.“ Min mor lænede sig tilbage i stolen med et udmattet udtryk i ansigtet.
„Mor. Det er sørgeligt.“