Bertram-serien 1: Kidnapning

Kapitel 12

underfundigt. Så stak han sit store

Jeg kom til at tænke på, hvis nogen nuppede Winni.
Vi ville få en del mere plads i sengen, og i værelset i det hele taget, og desuden var hun jo led som kun de færreste; vi ville ikke så meget som give en ti-øre for at få hende tilbage.
– De bor langt herfra, sagde onkel, – men jeg har i de seneste dage været i nærheden af stedet og set, hvor snydelet det bliver.
Hør her:
Hver formiddag går en barnepige med Bernhard over for at købe forskellige ting ind. Bagefter går de hen i en park, hvor der er vipper og gynger og alt sådan

Nu vil nogen nok sige, at vi jo kunne få os en eksamen og alt det der ligesom alle andre børn, men vores skolegang kom også mere og mere til at ligne en fiasko.

Men netop „andre midler” var jo det, vi var i færd med på vej til denne fest, og netop disse midler kunne bringe os slemt i knibe. Nu vil nogen nok sige, at vi jo kunne få os en eksamen og alt det der ligesom alle andre børn, men vores skolegang kom også mere og mere til at ligne en fiasko.

hellere gik gennem kældrene. Min mor og far og min farbror boede i værelset

Kapitel 13
Halvvejs nede ad vejen kørte onkel ind til siden.
– Er I meget trætte? spurgte han og så mildt bekymret på os.
– Ja, råbte Oscar og jeg i kor.
– Jeg er ikke så træt, bjæffede Bertram og rettede sig op i sædet.
– Det var godt, min ven, sagde onkel og så kærligt på hans afpillede hoved. – Vi mangler nemlig en lille ting, før vi kan sige, vi er færdige; ser I, det drejer sig om millionærens pengeskab, det er nemlig det, Bernhard har tegnet for os i sin lommebog. Og ikke nok med det, han har også været så venlig at forsyne sin pengeskabstegning med låsens kode. Det er faktisk såre enkelt, hvis det ikke var fordi, jeg var så dårlig til bens, ville jeg såmænd ikke bede jer om det, men selv gøre det.
Jeg smed mig tilbage i sædet. For det første orkede jeg ikke mere, for det andet vidste jeg ikke, at onkel var dårlig til bens.
– Jeg gør det altså ikke, onkel Georg, sagde Oscar bestemt, – om du så giver mig en million.
– Jeg er også stået af, sagde jeg.
Onkel smilede let bittert til os.
– Nå, jamen så dropper vi det, børn, tag det roligt, det er helt i orden, jeg er ikke den, der tvinger nogen til noget, jeg tænkte såmænd bare på jeres syge mor og den trappevask, der venter hende, når hun kommer hjem for slet ikke at tale om jeres far, min egen bror, der går hvileløs rundt derhjemme uden arbejde, og som må se sig ydmyget af alle og enhver. Selvfølgelig kunne vi have brugt pengene bl.a. til nyt tøj til jer børn, vinteren kommer, før vi venter det, måske der kunne blive til nye cykler, og alt det som alle andre børn får forærende nu om stunder. Han sluttede med en snøften.
– Så skal der være dynamolygte på cyklen, sagde Oscar og lyste op.
– Og katteøjne, råbte Bertram og så begejstret på os alle sammen.
– Din klovn, grinede Oscar, – der er sgu da altid katteøjne på nye cykler.
– Ikke på fars, sagde Bertram.
– Den er heller ikke ny, mumlede Oscar.
– Men så vil jeg også have en pony, onkel Georg, blev Bertram ved.
– Hold nu op, børn, og læg jer til at sove, sagde onkel, – så kører jeres onkel Georg jer hjem, så I kan komme i seng.
– NEJ, hylede vi, – vent lidt.
– Hvad er der nu, sagde han træt.
Vi så på hinanden.
– Ja, vi vil altså gerne hjælpe mor og far, og måske selv få cykler med dynamolygter og gear, sagde jeg. Jeg huskede en reklame, jeg engang så, da jeg var inde i byen med far, det var netop for en blå cykel med blank dynamolygte og gear og vistnok også håndbremse. „Sådan en cykel må alle raske drenge simpelthen have“, stod der på den!
Den var så edderflot, at selv tøsedrenge vel måtte ønske sig sådan en.
Onkel sad lidt og så frem for sig.
– Nej, sagde han så, – nej, det går ikke, det er også blevet alt for sent, det er

Kapitel 14
Vi sneg os ind i parken og så op på huset, der lå i bælgmørke oppe på den lille bakke.
Uvejret var drevet over, så nu og da kastede månen sit kolde lys nedover, hvor vi lå.
Aldrig havde jeg oplevet en sådan stilhed; måske ens sanser skrues ekstra op, når man er nervøs eller overspændt, i hvert fald for vi sammen bare nattevinden tog fat i lidt løv.
Langt borte begyndte en tung summen fra en flyvemaskine, det var som at tegne en sort streg på et hvidt stykke papir, sådan føltes lyden deroppefra. Jeg tænkte, at den nok skulle til Brasilien eller Californien, og at den var proppet med folk, der skulle på ferie; og her lå vi og klaprede tænder af skræk.
Jeg så bare på de to andre.
Oscar bed i den hårde hud i

Dengang jeg var mindre, boede vi i en baggård med fliser og kældre og en port, der om natten var så farlig at gå igennem, at folk hellere gik gennem kældrene. Min mor og far og min farbror boede i værelset med gulvtæppe, vi andre i det uden. Vi andre var (og er stadigvæk) mig selv, jeg hedder Anders, og mine brødre Oscar og Bertram og sidst og mindst Winni, kvarterets ledeste pige.
Vi havde det sådan set udmærket derinde midt i byen, men så fik min mor noget arbejde i Vanløse, og så sagde min far til min onkel, der hedder Georg: – Det er sgu for langt at cykle for Bertha. Og så flyttede vi. Heldigvis havde vi ikke så mange møbler, og den gamle kommode var for tung for far og onkel, så den lod vi blive stående.
Min far går ikke på arbejde som andre mænd, det duer han ikke til, siger han; men jeg har hørt mor fortælle Oscar, at far ikke kunne få noget arbejde, fordi han havde siddet i fængsel to gange, da han var ung. Men alligevel sker det da, at han foretager sig noget. Især når onkel dukker op. Nu som dengang han og onkel var væk i over to dage og kom hjem med farvefjernsynet. Uheldigvis havde nogen genkendt onkel under afhentningen, som de kaldte det, og så måtte han gå under jorden. Bertram hviskede til mig, at onkel skulle bo nede under jorden. Bertram er kun seks år, hvad kan man forlange. Jeg fortalte ham, at onkel højst skulle bo i kælderen, men Oscar, der er et år ældre end mig, sagde, at vi begge to var bløde i bolden.
Winni var ligeglad med farvefjernsynet, hun havde hugget nogle rosiner fra mor og sad og åd dem bag gasapparaterne.
– Kom ind, unger, råbte far, da de endelig fik tændt for farverne, der væltede ind i stuen.
Det var helt fantastisk. Ham, der hedder Otto Leisner, var helt grøn i hovedet, og hans øjne var mørkerøde.
Så kaldte mor på Winni, der stadig befandt sig i køkkenet. Og sikken