Morten Søndergaard skriver i digtsamlingen TIL om forbindelsen mellem sprog og verden, om tilblivelsen, tilsynekomsten og tilfældets betydning for den kunstneriske skabelse.
Digteren opholder sig på et bjerg i Pietrasanta i Italien, hvor han på skråningerne passer oliventræer, vinranker og bier. Med hundrede procent lydhørhed og sanselig omgang med verden skriver han sig ind på dagene, begivenhederne og tilfældet som noget, man kan vælge at gribe og gå ind i. TIL åbner et kunstnerisk rum, på en gang intimt og verdensvendt.
Morten Søndergaard har i hele sit forfatterskab kredset om, hvordan ordene bliver til, hvordan kunstnerisk skabelse bliver en central del af digterens forsøg på at gå i forbindelse med verden, få adgang til den og få lov at være i den.
«Permesso?
Ja.
Kom ind
kom nærmere.
Gå gennem døren
der er en dørklokke
der er banken
på træ
på stilheden.
Marmorarbejderne slår på blokken
for at høre om den er sund.
Må jeg komme ind?
Må jeg være her?
Det lille italienske ord permesso bliver sagt på dørtærsklen
det siges det ud i luften
og man venter på svar før man går over den.
Også selv om der ikke er nogen at se.
Selvom du godt ved
at du gerne må komme ind.
For ordet er en lille værdighed i sproget
som at få lov til at komme ind
i det hele taget.
At der gives tilladelse et sted:
Ja, du må gerne komme ind.
Som brevsprækken der altid
holder en sprække åben
selvom døren er lukket
hvis nogen vil sige dig noget.»
— Uddrag fra åbningsdigtet ”Permesso”
