Natten er blid

Hendes trin lød anderledes end ellers på havegruset, havens natlige lyde hørte pludselig fortiden til, men hun var alligevel glad for at være hjemme.

Nicole gik hen til vinduet og bøjede sig ud over karmen for at få overblik over, hvad der foregik på terrassen.

Der sad fem mennesker i baren på Quirinal efter middagen, en fornem og sygeligt udseende italiener, som tronede på sin høje stol og snakkede uafbrudt, mens bartenderen træt svarede: „Si … Si … Si“, en lyshåret, snobbet ægypter, som var alene, men bange for kvinder, og de to amerikanere.

Han drev omkring de gulbrune rosenbuske og bede med fugtige, utydelige bregner.

Måltiderne sammen med patienterne var et hverv, han gik ganske apatisk til.

Doktor Richard Diver og Mrs.

Og her stod han nu med et stykke skrøbeligt vraggods, med nød og næppe reddet fra en katastrofe, og følte det, som om hun skænkede ham kvintessensen af et helt kontinent …

Da doktor Richard Diver første gang kom til Zürich i foråret 1917, var han seksogtyve år gammel, en vidunderlig alder for en mand, faktisk ungkarlealderens højdepunkt.

Paris’ støv lå over dem begge, og gennem det mærkede de hinandens duft – gummihylsteret på Dicks fyldepen, den allersvageste varme fra Rosemarys hals og skuldre.

Men det nødvendige i Dicks opførsel stammede fra en virkelighed, han havde trængt ned i sin underbevidsthed – han var nødt til at gå der og stå der i sin velsiddende skjorte og sin velsiddende jakke med flippen, der sluttede tæt om halsen, med sit røde hår klippet perfekt og med sin lille mappe under armen – den fuldendte laps – ligesom en anden mand engang havde fundet det nødvendigt at stå udenfor en kirke i Ferrara i sæk og aske.