Samlede Tranströmer

jægerdrøm med næbbets skarpe skud.
Den daler glubsk-udslået ned mod overfladen
og krænger sig om byttet som en strømpe
med nogle

Vågen i mørket hører man
stjernebillederne stampe i deres båse højt over træet

Det nære.
Slagmarker i os
hvor vi Dødes Knogler
slås for at blive levende.
I DET FRI
I
Senefterårslabyrint.
Ved skovens indgang en bortkastet flaske.
Gå ind. Skoven er stille forladte lokaler på denne årstid.
Kun nogle få slags lyde: som om nogen flyttede kviste forsigtigt med en pincet
eller et hængsel der piber svagt inde i en tyk stamme.
Frosten har åndet på svampene og de er skrumpet.
De ligner ting og tøj man finder efter forsvundne.
Nu kommer skumringen. Det gælder om at nå ud
og gense sine pejlemærker: det rustne redskab ude på marken
og huset på den anden side af søen, en rødbrun firkant stærk som en bouillonterning.