Lykke-Per

Vore Jernbaner, som jeg ellers af Hjertet priser, forleder os til Utroskab mod Naturen . . . gør os ulydige mod dens faderlige Bud. Når jeg ser sådan et langt, sort Jernbaneuhyre fare hvislende henover Guds grønne Jord, kommer jeg altid til at tænke på Slangen i Paradiset. I gamle Dage, når jeg havde Ærinde i Købstaden, tog jeg mangen Gang til Apostlenes Heste for at spare min Forpagters, — det var to Mil frem og to Mil tilbage på samme Dag. Og alligevel faldt Tiden mig aldrig så lang som nu, når jeg ruller ind med Toget på en lille halv Time, — jeg er ude af mig selv af Utålmodighed, bare det er forsinket fem Minutter.

»Hvad er det?«
»Har Hr.

Det blev nu ingenlunde den eneste Gang, at Per fik et sådant fortroligere Indblik i disse "Uafhængiges" Indre og til sin Overraskelse skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et andet Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med dem og deres nye Religion